![](https://altomfuresoe.dk/wp-content/uploads/2024/08/Moerkeland-Foto-Per-Arnesen-SF-Film-1024x577.jpg)
Niels Krause Kjærs bogserie om journalisten Ulrik Torp er blevet folkeeje. Nu kommer Mørkeland i biograferne. Værløse Bio har forpremiere mandag den 19. august.
I Mørkeland får publikum et gensyn med Anders W. Berthelsen i hovedrollen som journalist Ulrik Torp og hans redaktør Henrik Moll, der spilles af Nicolas Bro.
Mørkeland er en topaktuel politisk thriller om demokratiets status – en ny fortælling om Ulrik Torp sat en hel generation efter vi forlod ham som ung graverjournalist med livet og karrieren foran sig. Nu er der gået 20 år, Torp er blevet voksen og karrieren er blevet skiftet ud med arbejdsløshed og voksenpraktik. Fra det ståsted havner han i midten af en ny politisk konspiration.
Hans gamle kollega og nu chefredaktør, Henrik Moll (Nicolas Bro), beder ham dække et mord på en ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet. Langsomt men sikkert fører sagen Torp i nettet på en politisk sammensværgelse, der truer selve fundamentet for vores samfund. Men de eneste, som tror ham, er avisens unge praktikanter, Emma (Mathilde Arcel) og Simon (Patrick A. Hansen).
Mørkeland er en del af Biografklub Danmarks udvalgte film til 240.000 medlemmer.