Af Sanne Sejrbo-Dekker, byrådskandidat for Konservative
Vores ældre borgere i Furesø fortjener mere end blot pæne ord. De fortjener handling, selvbestemmelse, værdighed og trivsel i hverdagen. Efter et langt liv hvor de har bidraget til vores fællesskab, skal deres alderdom være præget af respekt, tryghed og frihed til at bestemme over eget liv. Derfor skal ældres trivsel være en klar prioritet for os alle, både som kommune og som medmennesker.
Jeg oplevede selv hvad det betød, da min far tilbragte sin sidste tid på Ryetbo. Her blev han mødt med en omsorg og menneskelighed, som gjorde en verden til forskel både for ham og for os som pårørende. Han sagde faktisk at hvis han havde vidst hvor dejligt det var så havde han valgt at komme på plejehjem tidligere. Personalet så ham som det menneske han var, med sin historie, sine vaner og sin værdighed. De gav ham ikke blot pleje, men livskvalitet, ro og tryghed. Det gjorde også, at vi som familie følte os støttet og set i en svær tid. En særlig tak skal lyde til Marianne, Bende, Tina, Bettina, Charlotte Irene, Linda og Charlotte Sofia. Jeres varme, tålmodighed og oprigtige omsorg gjorde min fars sidste tid både tryg og værdig. I viste at ægte trivsel kommer af nærvær, respekt og kærlighed til det arbejde i udfører.
Min oplevelse med Ryetbo har vist mig, at når vi sætter ældres trivsel, selvbestemmelse og værdighed højest, skaber vi et ældreområde der bygger på respekt og menneskelighed. Ryetbo og dets medarbejdere er et bevis på, at vores ældre kan få lov at leve og afslutte livet med værdighed, glæde og omsorg. Det er derfor vigtigt at vi fortsætter med at etablere et friplejehjem i kommunen. Med et friplejehjem får borgerne en yderligere valgmulighed og et godt supplement til de kommunale plejehjem og den selvejende institution Ryetbo. Dette initiativ giver ældre borgere mulighed for at vælge en plejebolig, der matcher deres individuelle ønsker og behov, hvilket er essentielt for at sikre trivsel og livskvalitet i alderdommen. Hvis vi er heldige nok til at opnå en høj alder betyder det ikke at vi har lyst til at miste retten til at have noget at sige om hvordan vi lever vores liv.
Det er vigtigt, at vi fortsætter med at prioritere ældres trivsel og sikre, at de har adgang til de bedste muligheder for pleje og omsorg. Ved at støtte initiativer som Ryetbo og friplejehjem kan vi skabe et samfund, hvor ældre borgere føler sig værdsatte og respekterede til det sidste.








1 kommentar til “Debat – Ældres trivsel i Furesø – et fælles ansvar”
Ryetbo er også det bedste plejehjem i Furesø. 👍
Der er lukket for kommentarer.