Debat – Børnepolitik – forskellen mellem V og S

Af Morten Flindt, byrådskandidat (V) (vicebestyrelsesleder i Børnehuset Kirke Værløse). Sarah Brandt-Kofoed, byrådskandidat (V) (bestyrelsesmedlem på Jonstrup Skole)
Furesø Kommune indførte tvungne sommerlukkeuger i dagtilbud og FFO’er i 2023. Efter det første år evaluerede kommunen ordningen, og resultatet var entydigt skidt. Familierne holdt mindre ferie og mindre sammenhængende ferie. Børnene i nødpasningen havde det dårligt, fordi de skulle igennem det, der svarede til en ny indkøring. De voksne i nødpasningen havde det dårligt, fordi børnene havde det dårligt. Medarbejdere sagde op, fordi de ikke selv kunne planlægge deres ferie, og kandidater til ledige stillinger sprang fra, fordi de fandt ud af, at lukkeugerne var blevet indført. Lukkeugerne indbragte kun halvdelen af den besparelse på 1,6 million, som kommunen havde beregnet – så den anden halvdel skulle findes i yderligere besparelser.
Alligevel valgte kommunen at fortsætte ordningen året efter. Og året efter.
Efter det første års lukkeuger, med deraf følgende dårlige evalueringer, sendte forældrerepræsentanter for 12 af kommunens institutioner et åbent brev til kommunen og bad om at få lukkeugerne afskaffet igen. Efterfølgende optrådte forældrerepræsentanter (heraf den ene af os) i pressen og forklarede, at det nok havde været smartere, at den enkelte institution selv administrerede den årlige besparelse på 30.000 kroner, som lukkeugerne skulle indbringe. I stedet for at trække den samme dårlige løsning ned over hovedet på alle.
Den socialdemokratiske formand for Børn- og Skoleudvalget forklarede som svar blandt andet, at det jo ville give forskelle i normeringer, åbningstider og lukkeuger. Og at det ville være uheldigt med forskelle fra institution til institution. Sådan ser socialdemokrater på det.

Men den form for forskelligheder er netop ikke uheldige, hvis de er udtryk for forældrebestyrelsernes egne valg. Sådan ser Venstre-folk på det.
Der er forskel på daginstitutioner, det siger sig selv. Nogle steder har forældrene behov for at der lukkes sent, andre steder at der åbnes tidligt. Nogle steder begge dele. Nogle steder har de stort behov for vikarer, mens andre næsten ikke bruger dem. Nogle steder er det vigtigt for forældrene, at maden er økologisk, mens de andre steder ikke går op i det. Det er helt naturligt, at prioriteterne er forskellige fra sted til sted, og også at prioriteterne løbende skifter, når sammensætningen i børne- og forældregrupper ændrer sig.
Når det er byrådet, der prioriterer for institutionerne, er risikoen for at ramme forkert betydeligt større, end hvis forældrene får lov til at prioritere selv. Vi så det med lukkeugerne, der stadig plager. Og vi så det med åbningstiderne, som først blev forkortet, og som siden blev forlænget – men først efter at de ting, forældrene advarede mod, rent faktisk skete i virkeligheden: Børn måtte skifte institution og forældre måtte skifte job for at få det hele til at hænge sammen. Det var ikke sket, hvis forældrebestyrelserne selv havde fået ansvaret.
Vi tror på, at mere indflydelse og ansvar til medarbejdere og forældre vil føre til bedre drevne institutioner med mere tilfredse ansatte og mere trygge forældre. Og dermed gladere børn. De ting har det med at hænge sammen.
Derfor gør det også en forskel om man stemmer, og ikke mindst hvad man stemmer. Mener man som socialdemokraterne, at det er ”uheldigt”, at den enkelte institution skal bestemme mere selv, kan man roligt sætte sit kryds ved S eller deres støtter fra SF. Men så man skal også gøre sig klart, at centralt styrede lukkeuger og åbningstider og alt muligt andet vil fortsætte.
Mener man derimod, at det er en styrke, at forældrebestyrelserne får mere ansvar og frihed til at indrette sig efter de behov, de har helt lokalt, er det en god idé at sætte sit kryds ved en af os fra Venstre. Vi mener mildest talt, at det er ”uheldigt”, at forældrebestyrelserne har så lidt indflydelse som de har i dag.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Debat – Børnepolitik – forskellen mellem V og S”

  1. Hvorfor lave lukkeuger, når man kan give forældrene friheden til at prioritere? Lad os vælge Venstre og lade hver institution selv bestemme, om de vil have lukkeuger eller åbne senere. Det kan være, nogen laver mad af økologiske vikarer, mens andre prioriterer andet. Lad os vælge forskelligheder og mere ansvar, hvor det giver mening! 🌟

Der er lukket for kommentarer.