Af Ole Bondo Christensen, (A), borgmester i Furesø Kommune
I et indlæg i avisen er du ude med riven mod Sabine Kirchmeier og Bjarne Zetterstrøm, der har skrevet et indlæg om vores kæmpegæld fra før kommunesammenlægningen. Fakta er, at Furesøgælden i 2010 var på 3 mia. kr. når man indregner den negative kursværdi af de højtforrentede swap-aftaler, som gælden var bundet i. Dem var vi nødt til at indfri, da vi i 2011 fik gælden omlagt til et lavtforrentet statslån. Fakta er også, at der siden 2010 er blevet betalt 1,2 mia. kr. af på Furesøgælden, og at Furesø de kommende 4 år (2026-2029) vil betale yderligere 421 mio. kr. af på gælden. Det er ansvarlig politik, som hele Byrådet kan tage æren af.
Den samlede gæld i kommunen er markant faldende. Sabine og Bjarnes indlæg handlede om Furesøgælden og ikke om kommunens øvrige låneoptag – og derfor er det jo også at rette bager for smed, når du falder over dem for ikke at nævne kommunens øvrige låneoptag. Når det er sagt, har du jo helt ret i at Furesø som alle andre kommuner og helt efter den gældende lånebekendtgørelse optager lån til energirenovering og udlæg for pensionisters grundskyld.
Det indgår i den årlige budgetlægning, som Venstre og de øvrige partier i Byrådet jo har bakket op om gennem alle årene. Når man ser bort fra Furesøgælden ligger Furesøs gæld i den nedre ende i sammenligning med de øvrige 97 kommuner. Hvis du i det kommende Byråd finder, at vi i Furesø skal optage mindre lån til energirenovering og udlæg til pensionisters grundskyld, så lad os tale om det.
Jeg ser frem til et godt fremtidigt samarbejde også på det område.






