Debat – Hjemmepasning kan give balance til Furesøs børnefamilier 

Af Jesper Holst, medl. Konservative Furesø
Vores samfund er stresset. Der er ufatteligt mange danskere; flere hundrede tusinde faktisk, som lider af en eller anden grad af stress. Det skyldes mange ting. Man kan nævne konkurrencesamfundet, og ideen om at vi skal lykkes på alle livets parametre samtidig og helst være lykkeligere og bedre end de andre. Bedre i karrieren, bedre i form, bedre mennesker og måske vigtigst af alt, bedre forældre. Men hvordan bliver vi det, når alt omkring os konkurrerer om vores tid og opmærksomhed?

Det digitale samfund som frarøver os tiden med dem der betyder allermest for os – nemlig vores børn. Det traditionelle velfærdssamfund, og særligt i kommunalt regi, vil slå på tromme for flere pædagoger, bedre normeringer og mindre bureaukrati. Og bevares, det er også gode ideer, men det er kun en del af løsningen. Kommuner, ikke mindst Furesø, skal i højere grad understøtte hjemmepasning så familier kan vælge hvad der er bedst for dem i den situation de er i. Pengene skal følge barnet så man ikke er tvunget til at sende endog meget små børn i institution hvis barnet og familien ikke er klar til det. Det er en essentiel del af, hvad kommunen skal kunne tilbyde familier så de allermindste får en start på livet med den balance og nærhed, der er så uendelig meget værd. Hvem ved, måske kan det forebygge en fremtid, der på nuværende tidspunkt kun tegner til at blive endnu mere stresset.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder