Af Sarah Brandt-Kofoed, byrådskandidat for Venstre.
Som mor er jeg vred. Som politisk forældrestemme bliver jeg ihærdig og vedholdende. Jeg har været forælder i dagtilbud igennem 10 år, og jeg bliver frustreret over at se, at vores pædagogiske personale bliver trukket væk fra børnene. Og jeg har efterhånden mødt mange bedsteforældre, der står på børnebørnenes side, fordi de er rystede over, at dagtilbud idag ikke er, hvad dagtilbud var, da de var forældre i 1980’erne og 90’erne.
Det her handler ikke om detaljer i et budget eller om pædagogiske modebølger. Det handler om vores børn, om deres ret til nærvær, omsorg og tryghed. Om pædagogisk personale, der faktisk kan gøre deres arbejde uden at have dårlig samvittighed som grundfølelse. Det er på tide, at kommunerne rydder op i konceptkaosset, investerer i fagligheden og giver tiden tilbage til børnene.
Ingen børn er ”forkerte”, men børn er som kanariefugle i minerne: Når konflikterne stiger, når børn reagerer med vold, når mistrivslen vokser, så er det ikke børnene, der fejler. Det er vilkårene omkring dem.
‘PDO’, Pisse Dårlig Opdragelse, kalder børneministeren børnene adfærd, og jeg kunne ikke være mere uenig. Vi får flere og flere børn, der kæmper, følelsesmæssigt, socialt og adfærdsmæssigt, og pædagogerne pålagt endnu flere opgaver, flere koncepter, mere dokumentation. Det er ganske enkelt ‘PDP’, Pokkers Dårlig Politik.
Hver gang, der ikke følger ressourcer med til børnene i vores kommune, og HVER gang vores børns pædagogiske personale skal udfylde et koncept eller engagere sig i et projekt, betyder det mindre tid til det enkelte barn. Og det er en helt forkert retning, hvis vi mener noget som helst med god mental sundhed, trivsel og en god skolestart.
Jeg er gået på opdagelse i, hvad tiden væk fra børnene handler om. Foran mig ligger flere sider, der er fyldt med punkter, der beskriver, hvad en leder og en pædagog et sted i Danmark har af opgaver udover det, de skal lave med børnene. Det er svært at sluge, koncepter, eller dokumentation, så meget; – og på et tidspunkt fylder mere end tiden sammen med børnene.
Det er fuldstændig absurd. Vi har ikke brug for flere kasser at putte børn i. Vi forældre har brug for nærvær, relationer og professionelle voksne, der faktisk har tid til at bruge deres faglighed sammen med vores børn, mens vi er på arbejde.
En undersøgelse af FOA viser, at selv efter indførelsen af minimumsnormeringer oplever to ud af tre ansatte, at de har fået større arbejdspres, og seks ud af ti siger, at de har fået mindre tid til det enkelte barn. Hvordan kan det overhovedet hænge sammen? Hvad er det for en politisk tryllekunst, hvor man opjusterer normeringerne på papiret og alligevel efterlader børnene med færre voksne omkring sig?
BUPL beretter, at kommunerne nu kaster et gennemsnit på 11 pædagogiske koncepter ind i institutionerne. Det skulle styrke kvaliteten, siger man. Men ifølge BUPL er det i bedste fald spild af pædagogernes tid og i værste fald en spændetrøje, der tvinger dem til at se børn gennem tjeklister og manualer.
Det er fuldstændig absurd. Vi har ikke brug for flere kasser at putte børn i. Vi har brug for nærvær, relationer og professionelle voksne, der faktisk har tid til at bruge deres faglighed.
