Debat – Seniorrådet er nøglen til en stærkere ældrepolitik

family, trust and people concept - happy granddaughter whispering secrets to grandmother at summer park

Af Lars Carstensen (K), formand for Ældre- og Sundhedsudvalget
Tak til Furesø Seniorråd for et grundigt og engageret indlæg. Jeg sætter stor pris på, at Seniorrådet tager ordet, for det er netop sådan dialogen skal fungere.
Seniorrådet er ifølge lovgivningen oprettet for at rådgive kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgerne og kommunen. Det er en vigtig rolle, og jeg er helt enig i, at den fortjener både respekt og opmærksomhed. Vi skal naturligvis leve op til alle forskrifterne om seniorråd.
I Furesø bor der mere end 8.000 borgere over 67 år. Mange passer børnebørn, endnu flere er aktive i foreningslivet og udfører frivilligt arbejde. Det er en kæmpe ressource for vores lokalsamfund, og de fortjener en ældrepolitik, der bygger på respekt, dialog og handling.
Som formand for Ældre- og Sundhedsudvalget oplever jeg Seniorrådet som en dybt engageret og konstruktiv samarbejdspartner. De leverer værdifulde høringssvar, rejser vigtige spørgsmål, kommer med konstruktive løsningsforslag og deltager aktivt i debatten. Deres perspektiv bidrager til, at vi kan træffe bedre og mere bæredygtige beslutninger for vores ældre medborgere.
Der er naturligvis altid plads til at styrke samarbejdet – og det vil jeg gerne invitere til. Vi kan med fordel mødes endnu oftere i dialog om de temaer, der betyder mest for vores seniorer.

 I den kommende tid skal vi fortsætte arbejdet med at skabe trygge og værdige rammer for ældre i Furesø. Det kræver, at vi løfter i fællesskab – politikere, medarbejdere, pårørende og Seniorrådet – for at skabe de bedste løsninger nu og på sigt.
Jeg vil hermed gerne kvittere for Seniorrådets indsats og understrege, at jeg som politiker tager rådets rolle alvorligt. Når vi arbejder sammen, kan vi udvikle ældreområdet, så vi både skaber livskvalitet for den enkelte og styrker fællesskabet for alle.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder