Debat – Vi må ikke lægge regningen hos vores oldebørn

Af Egil Hulgaard & Lars Carstensen. Det Konservative Folkeparti i Furesø
Vi er først gældfrie i 2100 med Socialdemokratiet ved roret – vi har brug for en ny retning
Vi ønsker ønsker os et Furesø, hvor der er styr på økonomien. Vi skal ikke lade regningen fra tvangssammenlægningen mellem Værløse og Farum ende i oldebørneværelset – det er på tide, at vi tager ansvar for fremtiden.

Gældsafvikling går alt for langsomt
De seneste fire år har vi formået at afbetale 115 mio. kr. på kommunens gæld. Selvom det lyder af meget, blegner det i forhold til den oprindelige gæld på 2,7 mia. kr. (ref.: regnskab 2010). Fortsætter vi i samme tempo, vil gælden først være betalt af i år 2100! Socialdemokratiet hævder, at Furesøgælden nu er 1,7 mia. kr., men det svarer ikke til regnskabet for 2024, hvor den langsigtede gæld er opgjort til hele 2,35 mia. kr. – altså godt ½ mia.kr. mere.

Øgede økonomiske udfordringer venter
Furesø har i denne byrådsperiode lånt 317 mio.kr. Den nye gæld lægger yderligere pres på kommunens økonomi. Flere af de nye lån skal refinansieres i løbet af næste byrådsperiode, og vi kigger ind i markant højere renter – med dagens niveau op til 2,8 % mere end tidligere. Det betyder, at renteudgifterne vil stige i de kommende år. Oven i det forsvinder tilskuddet fra Furesøaftalen allerede i 2030, og kassebeholdningen er faldet drastisk og nærmer sig minimumskravet.

Furesø har brug for en ny og ansvarlig kurs
Det er på tide, at vi får en ny retning. Furesø Kommune har brug for en ansvarlig drift, hvor vi styrker økonomien og sikrer velfærden. I samarbejde med byrådet vil vi i Det Konservative Folkeparti arbejde for en økonomisk ansvarlig kurs, hvor vi bremser – og helst stopper – optagelsen af nye lån, genforhandler Furesøaftalen, som kompetente borgere har foreslået, og sætter endnu større fokus på kernevelfærd.

Stem personligt – for Furesøs fremtid
Tag ansvar og stem personligt på tirsdag, hvis du også ønsker en kommune med styr på økonomien og mere fokus på det, der betyder noget for dig og din familie. Og med tanke på at det ikke er dine oldebørn, der skal betale regningen for nutiden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder