Tidlig onsdag morgen på Restaurant Furesøbad var en flok morgenfriske medlemmer af Furesø Erhvervsforening mødt op til årets første netværksmøde. Godt 30 forskellige virksomheder havde tilmeldt sig, og de fleste trodsede vintermørke og morgentåge for kl. 7.15 at netværke over morgenkaffen.
Foruden mulighed for at hver deltager kan præsentere sig selv og sin virksomhed bestod dagens program af et indlæg om praktisk brug af AI-værktøjer i virksomheder. Anders Juel Rasmussen fra reklamebureauet Alles Anders forklarede med konkrete eksempler på, hvordan programmer som ChatGPT og Adobe Firefly baseret på AI – eller på dansk ’kunstig intelligens kan give nytte til opgaver i virksomhederne.
Emnet er helt oppe i tiden, og der var stor spørgelyst fra tilhørerne. Furesø Erhvervsforening afholder typisk 10 netværksmøder om året, hvor der lægges vægt på forretningsnetværk og inspiration om emner, der er helt aktuelle for at drive virksomhed i Furesø.
Som foreningens næstformand Torben Bo Toft Christensen understregede på mødet:
– Vi bruger jo også disse netværksmøder til at lave lokal forretning eller finde vores næste samarbejdspartner. På den måde styrker vi erhvervslivet i Furesø.
Næste netværksmøde i Furesø Erhvervsforening er onsdag den 14. februar, men inden da mødes erhvervslivet også til Nytårskur den 25. januar i Galaksen.