Farums Majtræ var engang det største og smukkeste i landet

Farums Majtræ i sin storhedstid. Det spredte skønhed ud over Farum Landsby. Foto: Furesø Arkiv og Museer.

I dag står der kun en sølle rest tilbage af Farums elskede Majtræ, det har fået en hård medfart. Tidens tand tog det meste, en storm tog yderligere en bid, og endelig brændte træet tilbage i maj måned 2018.

Plantet i 1734
Men hvor har det træ dog kastet meget skønhed ud over Farum Hovedgade. Ikke så underligt at Farum Byråd i 1991 besluttede, at træet skulle blive stående for enhver pris, hvilket igen blev fastslået i 2016 i forbindelsen med renovering af Farum Hovedgade.
Lindetræet blev plantet i 1734 af Frederik Urtegårdsmand fra gården Paltholm. Det blev hurtigt et såkaldt bystævnetræ. Her på majpladsen fejrede man Valborgsaften. Et ældgammelt ritual, hvor man fejrede overgang fra vinter til sommer. I april og oktober blev der holdt markeder ved majtræet. Det fortsatte helt frem til 1920erne.
Senere er der kommet forskellige mindesten til på pladsen. Genforeningsstenen, som markerer Genforening med Sønderjylland efter 1. verdenskrig, og mindestenen for Peter Lassen. Han voksede op i Farum og drog til Amerika, hvor han var med til at åbne nye territorier i det nordlige Californien.
Majtræet voksede sig stort og usædvanligt smukt. Så flot at selveste H.C Andersen har nævnt det i sine erindringer. Georg Brandes har også skrevet om Farums Majtræ.

Lindormen gemmer sig under træet
Der knytter sig også en legende til Majtræet. Der skulle gemme sig en mægtig lindorm under træet. Den kommer frem og brøler hvert 100 år. Efter 1000 år slipper den fri, og så er gode råd dyre for borgerne i Farum.

Farums Majtræ som det så ud i 1909. Foto: Furesø Arkiver og Museer.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest