Furesø styrker hjemmeplejen med bevilling fra Folketinget

Furesø Kommune udmønter bevillingen fra Folketinget til at indføre faste teams. Pressefoto: Furesø Kommune.

Det kommunale budget for 2025 rummer 3,8 mio. kr. til en styrkelse af ældreområdet. Midlerne kommer fra Folketingets beslutning om et generelt løft af ældreplejen landet over.
Furesø Kommune er i fuld gang med at forberede og indføre faste teams og helhedspleje i hjemmeplejen, som er nogle af hjørnestenene i den nye ældrelov. Målet er at sikre, at ældre borgere møder det samme lille team af medarbejdere i deres pleje, hvilket skaber større tryghed for både borgere og medarbejdere.
I Furesø Kommune er der i budgettet for 2025 afsat 3,8 millioner kroner til ældreområdet. Pengene er fra Folketingets beslutning om et generelt løft af ældreplejen. De går bl.a. til at ansætte flere medarbejdere og til at sikre, at plejen opretholdes på et højt niveau.
– Vi arbejder målrettet på at styrke plejen over for vores ældre og samtidig give medarbejderne de rette rammer for at kunne udføre deres arbejde. Vi ser frem til at kunne fortælle ældreministeren om arbejdet med ældreloven i Furesø, når hun kommer på besøg den i denne uge, siger formand for Ældre og Sundhed, Lars Carstensen (C).
En lokal sosu-assistent udtrykte for nyligt bekymring over, at effektiviseringer og besparelser i ældreplejen har gjort systemet sårbartog frygter, at de gode intentioner i den nye ældrelov kan falde til jorden, hvis der ikke tilføres ekstra tid og ressourcer til at håndtere de nye opgaver.
Furesø Kommune har dog allerede taget initiativ til at sikre de nødvendige ressourcer, fortæller centerchef Helle Winther Dahl.
– Jeg kan godt forstå, at dedikerede medarbejdere vil sikre sig, at der er ressourcer nok, når vi omlægger til faste teams. Jeg kan dog berolige. Der er i forbindelse med budget 2025 afsat 3,8 millioner kroner til området, som vil blive anvendt til at ansætte flere medarbejdere og til at sikre, at plejen opretholdes på et højt niveau. De skridt, vi har taget nu, handler om selvstyrende teams, der giver færre skift og mere sammenhæng i ældreplejen for vores ældre og sikrer højere grad af medbestemmelse for vores medarbejdere, siger Helle Winther Dahl, der er centerchef for Center for Sundhed og Ældre.
Organiseringen i mindre teams giver medarbejdere mere fagligt ansvar og frihed til at tilrettelægge og organisere arbejdet. Der skal også arbejdes mere tværfagligt, så borgerne oplever en mere helhedsorienteret pleje, hvor forskellige faggrupper i endnu højere grad understøtter hinanden med deres faglighed og dermed giver den bedste samlede pleje til borgerne.
Anita Thejll, der er fællestillidsrepræsentant for sosu’erne i Furesøs hjemmepleje, støtter de nye tiltag i hjemmeplejen, fortæller hun:
– Jeg er meget glad for de tiltag, der er i gang. Jeg tror, de nye ændringer som for eksempel faste teams og helhedspleje, vil forbedre vores arbejdsmiljø. For det vil øge stabiliteten og trygheden for både borgerne og os medarbejdere. Det er noget, vi har ønsket, og som vi ved, borgerne også bliver glade fo”, siger tillidsrepræsentant Anita Thejll.
Furesø Kommune fortsætter arbejdet med at implementere ældreloven og vil løbende evaluere og justere de nye tiltag. Furesø ser frem til at drøfte de foreløbige erfaringer, når ældreministeren besøger Furesø den 27. marts 2025.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Furesø styrker hjemmeplejen med bevilling fra Folketinget”

  1. Bjarne Damberg Moderaterne Furesø

    Det er virkelig positivt at se, at Furesø nu omsætter bevillingen fra Folketinget til konkrete forbedringer i ældreplejen. Indførelsen af faste teams og helhedspleje er et vigtigt skridt i retningen af en mere menneskelig, stabil og fagligt forankret hjemmepleje – og det er helt i tråd med den ånd, som den nye ældrelov bygger på.

    Jeg hæfter mig særligt ved, at der både ansættes flere medarbejdere og arbejdes aktivt med at styrke medarbejdernes medbestemmelse og faglige ansvar. Det er præcis det, frisættelse handler om – nemlig at give medarbejderne frihed til at bruge deres faglighed og samtidig skabe bedre relationer og tryghed for borgerne.

    Det er også glædeligt at høre, at både ledelse og tillidsrepræsentanter bakker op om omlægningen. Det vidner om, at vi er i gang med en forandring, der ikke blot kommer ovenfra, men som også mærkes og værdsættes på gulvet.

    Men vi skal hele tiden have øje for, at forandringer kræver ressourcer – både tid, personale og ledelsesopbakning. Jeg deler derfor den bekymring, som sosu-assistant Mikkel Meinike Nielsen tidligere har rejst: Gode intentioner kan ikke stå alene, hvis der ikke er tilstrækkelige rammer til at føre dem ud i livet.

    Derfor er det vigtigt, at vi følger implementeringen tæt og er klar til at justere undervejs. Og ikke mindst: At vi husker at inddrage medarbejderne i processen. De ved, hvad der virker i praksis.

    Med ministerens besøg lige om hjørnet, har vi en oplagt mulighed for at vise, at Furesø både er ambitiøs og realistisk i arbejdet med at modernisere ældreplejen. Vi er på rette vej – og det momentum skal vi fastholde.

    Venlig hilsen
    Bjarne Damberg
    Byrådskandidat, Moderaterne, Furesø

Der er lukket for kommentarer.