
Farumborgeren Isabelle Denaros dokumentarfilm ”Landbrugets Natur” går sin sejrsgang. Nu kommer den til Værløse Bio.
I coronatiden tog Isabelle Denaro fat på en livsopgave. Fra hjemmet i Farum begyndte på en helt særlig film. Hun brugte tre år på at lave dokumentarfilmen Landbrugets Natur, som fik premiere i foråret 2024.
Filmen er blevet vist ved mange filmfestivaler og ved en række arrangementer i biografer landet over. Nu kommer turen til Værløse Bio.
”Landbrugets Natur” bliver vist når, Miljørådet i Furesø Kommune og Danmarks Naturfredningsforening Furesø og Egedal til åbent borgermøde tirsdag den 26. november kl. 19.00 i Værløse Bio.
Borgermødet har klimaet som overordnet tema og er med fokus på landbruget.
Filmen, som danske naturforkæmpere, klimaaktivister og visionære jordbrugere har ventet på, er her endelig. Den handler således om regenerativt landbrug praktiseret af landmænd og -kvinder i Danmark.
Med dokumentarfilmen, som er både faktuel, smuk og visionær, har Isabelle ønsket at undersøge, om vi kan dyrke vores mad i pagt med naturen. Kan vi i virkeligheden genopbygge naturen med landbruget?
Instruktøren vil være til stede under hele arrangementet og hun vil introducere os til filmen, inden den vises og svare på spørgsmål efter filmen.
Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig ved at købe en billet til 0,00 kr. via www.vaerloesebio.dk