Nu lander Herculesøllen – Storeflyvedags helt egen øl

C-130 Hercules var stationeret på Flyvestation Værløse. Nu er den inspiration for Storeflyvedags officielle øl.

Storeflyvedag og Barley Field Beer har indgået aftale om en officiel Storeflyvedag-øl. Den får navnet C-130 Hercules og lander den 14. juni.
Når Storeflyvedag finder sted den 10. og 11. august 2024 på Flyvestation Værløse, vil der være lokalt øl i fadølshanerne.
Barley Field Beer flyttede ind i Nødgeneratorrummet på Filmstationen (Tidligere Flyvematerielkommandoens lokaler) i november måned. Mikael Boutrup var hurtig til at se potentialet og engagerede det lokale bryggeri til at brygge en øl og stå for ølserveringen ved Storeflyvedag 2024.
Sune Saabye, Jovanco Dimovski og Søren Skov lagde hjernerne i blød og lod sig inspirere af flyhistorien.
Den officielle Storeflyvedag-øl får navnet C-130 Hercules.
– Vi har gået og spekuleret over, hvordan vi kan hylde luftens helte med en god læskende øl, fortæller Sune Saabye fra Barley Field og fortsætter:
– Det er en sjov tanke at Hercules kun flyves af tre mand – ligesom vi er tre på Barley Field. Hercules er yderst stabil, hjælper med forsyninger, kommer frem overalt og har ingen våben monteret. Igen et godt billede, som vi her på sidelinjen kan nikke til.
C-130 Hercules var i flere årtier stationeret på Flyvestation Værløse i Hangar 46, som i folkemunde kun hedder Hercules-hangaren.
Den nye øl brygges i næste uge og kommer på hanen hos Barley Field fredag den 14. juni kl. 15-19. Samme dag er der release-party.
Man kan også smage C-130 Hercules, når Barley Field viser det danske landsholds kampe ved EM på storskærm. Først gang søndag den 16. juni.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest