Døgnrapporten fra Nordsjællands Politi den 19. juni 2024 har flere historier fra Furesø-området.
En 34-årig mand fra Slangerup blev klokken 21.45 truffet af en patrulje på Farum Bytorv. Manden blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash til eget forbrug samt et knojern, hvilket han blev sigtet for.
Uheld på Bregnerød Byvej
En 59-årig mandlig motorcyklist fra Hellebæk kørte kl. 16.19 ud af Bregnerød Byvej i vestlig retning, hvor han efter at have passeret et sving mistede herredømmet over motorcyklen. Beredskabspatrulje og Ambulance til stedet. Manden blev bragt til nærmeste hospital med mindre personskade.
Brand i beboelsesejendom
Tirsdag aften klokken 20.42 kom en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i en lejlighed på Nordvanggårdsvej. Beboerne i flere opgange blev evakueret, og langt de fleste kunne vende tilbage til deres lejligheder, da branden var slukket. Et par beboere blev efterfølgende undersøgt, da de havde været udsat for røg fra branden. Der er ingen meldinger om personskade. Det formodes, at branden er opstået ved, at et stearinlys er væltet og har antændt noget papir.