Robert var med til at vinde Hold-EM

Robert Nebel (bagest til højre) kan atter kalde sig Europamester. Privatfoto.

Værløse Badmintons doublespiller Robert Nebel var en central del af det danske U19-hold, som lørdag formiddag vandt EM-finalen over Frankrig.
Af Mikkel Kjølby
 For fire år siden vandt Robert Nebel sammen med William Bøgebjerg EM-guld i U15-herredouble. Nu kan han atter kalde sig Europamester.
– Det er så sindssygt det her. Danmark plejer som regel altid at være favorit til at gå hjem med guldet, dog var det lidt anderledes i år. Frankrig har nemlig en vanvittigt stærk 06-årgang samtidig med at vores sikreste kort i herresingle skadet og ikke kunne spille. Det betyder at favoritværdigheden faktisk måtte lægges over på Frankrig i årets finale, lyder det fra Robert Nebel.
Ved U19-EM på Ibiza strøg det danske hold sikkert igennem med sejre over Cypern og Slovenien. Herefter blev det to gange 3-1 i kvart- og semifinalerne imod Tyrkiet og Holland.
I begge kampe vandt Robert Nebel og Otto Reiler herredoublen.
Lørdag formiddag blev der spillet finale i holdturneringen. Her var modstanderen Frankrig, hvor især doublespilleren Tom Lalot skiller sig ud.
Tom Lalot vandt mixeddouble og herredouble, hvor Otto Rieler og Robert Nebel blev besejret.
I de øvrige kategorier tog de danske spillere lutter sejre, og damedoublen med Anna-Sofie Nielsen og Maria Højlund afgjorde til dansk sejr på 3-2.
– Jeg tabte desværre herredoublen her i finalen, men fik to gode sejre med fra semifinalen og kvartfinalen, fortæller Robert Nebel.
Den individuelle turnering begynder lørdag aften. Her møder Robert Nebel og Otto Reiler et cypriotisk par i første runde.
I mixeddouble spiller Robert sammen med Anna-Sofie Nielsen. De starter imod et hollandsk par.
– Den individuelle turnering starter allerede i aften. Så vi har lige to timer at fejre i, så skal vi være der igen. Fuld fokus på den individuelle turnering nu, så må vi fejre holdmesterskabet, når vi kommer hjem, fortæller Robert Nebel.
Den individuelle turnering er præget af at de danske spillere ikke er seedede. Det skyldes, at seedningen sker ud fra den europæiske rangliste baseret på turneringer på Badminton Europes Junior-tour.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder