Store planer – Eventyrernes Museum

Eventyreren Jørgen Bitsch (tv.) imponerede Peter Brixtofte så meget, at den driftige borgmester ville indrettet et Eventyrernes Museum. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

I serien “Store planer” gennemgår Alt om Furesø en række store og visionære projekter, som aldrig blev gennemført. Fjerde afsnit handler om dengang Peter Brixtofte ville indrette et Eventyrernes Museum på Farum Vejgård.
Af Mikkel Kjølby
Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte havde mange gode idéer og fik gennemført langt de fleste, men i et enkelt tilfælde blev han nedstemt af byrådet. Det var, da han ønskede at investere seks millioner kroner i at indrette Eventyrernes Museum i Farum Vejgård.
Baggrunden var en spektakulær udstilling i det dengang splinternye Farum Kulturhus.
Den landskendte eventyrer og forfatter Jørgen Bitsch boede i lang perioder i en stor villa på Sehestes Allé ved Farum Sø, og på Paltholmskolen huserede en anden eventyrer Reumert Rasmussen som lærer. Peter Brixtofte fik dem overtalt til at udstille deres indsamlede objekter i Farum Kulturhus. Det vakte stor opsigt i medierne, og kastede glans over Peter Brixtoftes mønsterby.
Kulturhusleder Zanne Jahn var kurator på udstillingen i 1998. Den bød på krokodiller, skrumpede menneskehoveder, en mumie i et glas og meget mere.
– Det var den vildeste og mest spektakulære udstilling, jeg har lavet, fortæller Zanne Jahn, som også fik masser af penge til projektet.
Efterfølgende var Peter Brixtoftes kongstanke, at flytte udstillingen til laden ved Farum Vejgård i Stavnsholt, hvor det skulle være en permanent udstilling.
Men Farum Byråd gik imod bykongen, og projektet blev skrinlagt. Kort efter havde Reumert Rasmussen indbrud, og hele samlingen blev stjålet.
Jørgen Bitsch var en markant personlighed, som altid vakte opsigt, når han bevægede sig rundt i byen klædt i beduintøj og en cigar i mundvigen. Men ofte var han på farten over hele jordkloden. Oplevelserne beskrev han i et omfattende forfatterskab. På sine ældre dage oprettede han et rejseselskab, der blev verdens førende arrangør af eventyrlige ekspeditioner.
Jørgen Bitsch døde den 12. februar 2005 i en alder af 82 år.

Jørgen Bitsch boede i flere år i en villa ved Farum Sø. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder