Den 14.-16. august fejrer Jonstrup Jazz Festival sit 30-års jubilæum. Festivalen er gennem tre årtier vokset til en populær tredagesfestival på Jonstrup Gl. Seminarium, hvor musik, børneaktiviteter og frivilligt engagement går hånd i hånd.
Jonstrup Jazz Festival er i dag en fast tradition og en af områdets største kulturelle sommerbegivenheder. Her mødes børnefamilier, naboer og jazzelskere fra nær og fjern til tre dage med musikalsk mangfoldighed og rendyrket hygge – alt sammen båret af stærke, lokale frivillige kræfter.
I alt 10 bands går på scenen i løbet af jubilæumsweekenden. Programmet spænder bredt fra traditionel blues, jazz og swing til svedig funk og soul
Internationale stjerner og folkekære ikoner
Festivalen skydes i gang fredag den 14. august med et hæsblæsende swing- og vaudeville-show leveret af den karismatiske svenske verdensstjerne Gunhild Carling & Carling Family. Gunhild Carling er orkestrets ubestridte frontfigur og internationalt kendt som “Sweden’s Queen of Swing”.
Fredagen byder desuden på ung energi med bandet Sonika, før Blues Brothers Souvenir Show lukker aftenen med et brag af en soul- og bluesfest. Sort hat. Sorte soulbriller. Sort habit. Og et show, der får selv de mest stille publikummer til at slippe hæmningerne og danse med.
Lørdagen starter festligt, når Tuesday Night Brass Band går forrest og forvandler gaderne i Jonstrup til en festlig New Orleans-karavane med masser af musik, dans og god stemning. Tuesday Night Brass Band fortsætter med en koncert på festivalpladsen. Derefter følger en koncert med Lea Havelund & Mads Søndergaard – nordisk jazz med sydamerikanske strejf – og endelig kan publikum opleve Grønvad/Søndergaard Quintet – Plays The Latin Side Of Clare Fischer.
Jan Glæsel & Rumors Corner – Funk & Soul Party Night lukker lørdagen med et brag af en dansefest. Jan Glæsel har samlet nogle af landets dygtigste musikere og sangere, når otte musikere og tre sangere leverer funk- og soulhits fra 80’erne og 90’erne med fuld fart på dansegulvet og masser af energi.
Søndagen indledes med den traditionelle jazzbrunch akkompagneret af Rêve Bohème, der leverer den ultimative festivalstemning med deres unikke “Nordic Gypsy Jazz” – en medrivende blanding af Django Reinhardts udødelige toner, egne kompositioner og de største jazzklassikere. Herefter optræder de lokale børnehavebørn fra Krudthuset og Vingesuset, før der blændes op for en rødglødende jazzfest for hele familien med trioen “På Tirsda'”.
Afslutningskoncerterne om søndagen er altid en fantastisk og unik oplevelse på Jonstrup Jazz Festival. En eftermiddag i musikkens tegn, der sitrer af spilleglæde og historie, når Daimi & Louisiana Jazzband går på scenen. Daimi fejrer 65 år på scenen, og hun gør det med den samme uimodståelige karisma, som da hun første gang trådte frem. Med Louisiana Jazzband som musikalsk motor leveres swingende jazz af højeste karat.
Meget mere end musik
Ud over musikken byder festivalen på et stort børneprogram med blandt andet billedskole, hatteteater, “Kæmp mod et monster”, stenhugning, hoppeborg, glaskunst, basket og ansigtsmaling.
Gæsterne kan desuden opleve en spændende kunstudstilling med lokale og regionale kunstnere, der arbejder med maleri, keramik, glaskunst, smykkekunst, fotografi, akvarel og upcyclingkunst.
Mad og drikke
Festivalens gæster kan også glæde sig til gode madoplevelser. Restaurant Jonstrup Gl. Købmandsgård serverer aftenmenuer fredag og lørdag, mens grillbaren RØG & RYTMER tilbyder grillretter og lette måltider til hele familien.
I caféen kan man nyde friskbrygget kaffe, te og hjemmebagte kager, og søndag formiddag inviteres der til Jazz-Brunch med en lækker brunchbuffet, kaffe, te og juice.
Baren byder på fadøl fra Skovlyst, udsøgte vine samt et bredt udvalg af øvrige drikkevarer og snacks.







