32-årig mand skyldig i forsøg på voldtægt og andre seksualforbrydelser

Foto: Rigspolitiet.

Et nævningeting ved Retten i Lyngby fandt en nu 32-årig mand skyldig i 16 forhold. Flere af forholdene har fundet sted i Farum.
Retten i Lyngby har afsagt kendelse i sagen mod en 32-årig mand fra Furesø-området. Han blev fundet skyldig i 16 forhold og delvist skyldig i yderligere fem forhold. Strafudmålingen finder sted den 18. september.
Retten i Lyngby skriver følgende om sagen:
Sagen omhandler 24 forhold mod i alt ni mindreårige piger i alderen fra 11 til 14 år, som tiltalte fik kontakt med online via sociale medier. Sagens forhold vedrører samlet set en længere periode fra maj 2018 til juni 2021 og igen fra august 2022 til april 2023, hvor tiltalte havde kontakt til og forhold under opbygning med en enkelt af pigerne eller med flere af pigerne på samme tid.
Tiltaltes alder var i perioden fra 27 til 31 år. Han var udfordret, når han var sammen med andre i sociale sammenhænge, men var god til computere og havde stor erfaring i at færdes online. På gerningstidspunkterne brugte han størstedelen af sin tid alene i sin lejlighed foran en skærm. Han forsøgte at etablere venskaber online og var interesseret i at opbygge sugardatingforhold. Med nogle af pigerne opnåede tiltalte kun at have elektronisk kontakt, mens han mødtes med andre.
Sagen er en nævningesag, og der var enighed om skyldspørgsmålet bortset fra i to forhold.
Et forhold vedrørte vidnetrusler, hvor 5 nævninger og 3 juridiske dommere stemte for, at han var skyldig, mens en nævning ville frifinde. Som følge af stemmeafgivningen er tiltalte fundet skyldig i dette forhold.
Et forhold hvor alle nævninger og dommere fandt tiltalte skyldig i forsøg på voldtægt og forsøg på at opnå samleje og andet seksuelt forhold med et barn under 15 år, men hvor 5 nævninger fandt, at forholdet var begået under en sådan udnyttelse af gerningsmandens psykiske overlegenhed, at den strafskærpende bestemmelse i straffelovens § 222, stk. 3, fandt anvendelse, mens 1 nævning og de 3 juridiske dommere ikke fandt, at forholdet var begået under sådanne omstændigheder, at den strafskærpende bestemmelse finder anvendelse. Som følge af stemmeafgivningen er tiltalte ikke skyldig i den del af tiltalen, der angår at have overtrådt den strafskærpende bestemmelse.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest