Bregnerød Kro genopfindes i lokalplanforslag

Bregnerød Kro genopstår i Elgaard Architects forslag som hotellejligheder.

Den gamle Bregnerød Kro vækker minder og følelser, men tiden har været hård ved den gamle kro. Nu er der mulighed for at den genopstår i en ny form. I første omgang ikke som kro, men med hotellejligheder med tilhørende restaurationslokaler, som på sigt kan blive til en kro, hvis ejerne finder en løsning på parkeringsproblemerne. Det er nemlig det begrænsede antal parkeringspladser, som gør det umuligt at genindføre krodrift.
Nu har byrådet har sendt forslag til ’Lokalplan 159, Hotellejligheder i Bregnerød og kommuneplantillæg’ for den tidligere Bregnerød Kro i høring frem til begyndelsen af april.
Lokalplanen giver mulighed for at etablere hotellejligheder, café og restaurant. Et helt centralt fokus i lokalplanen er, at det nye byggeri skal respektere landsbyens kulturhistoriske arv samtidig med, at der gives mulighed for et nutidigt projekt. Den nye bebyggelse skal have tydelige træk til datidens funktioner, byggestile og materialevalg, der alle i dag ses i Bregnerød Landsby.
Intentionen med lokalplanen er at skabe nyt liv i landsbyen, som også kan være et lokalt mødested og være et tiltrængt pusterum for de mange cyklende på supercykelstien, der løber lige foran hoveddøren.
– Vores vision er at skabe rammerne for at puste nyt liv i området ved den gamle kro, som både respekterer historien og giver nye muligheder på denne naturskønne beliggenhed. Det bliver muligt at give både hotelgæster, lokale og besøgende oplevelser i Bregnerød. De får med de funktioner, der lægges op til med projektet mulighed for at møde hinanden, siger Bettina Ugelvig (A), formand for plan og byudvikling.
Lokalplanen sikrer, at den gamle gule rejsestald, som ligger på hjørnet af Bregnerød Byvej og Høveltsvangsvej, bevares. Bygningen er et kulturhistorisk vartegn for Bregnerød.
– Der er blevet arbejdet grundigt med at undersøge mulighederne for at bevare så meget som muligt af de eksisterende bygninger og de arkitektoniske krav til den nye bebyggelse, bl.a. i vores rådgivende arkitekturudvalg. Bevaring af rejsestalden er central for vores vision om at værne om de historiske rødder, mens vi bevæger os ind i fremtiden samtidig med, at vi bevarer muligheden for en kro, siger Egil Hulgaard (C), næstformand for Plan og Byudvikling.

Borgermøde den 5. marts
Den tirsdag den 5. marts kan borgere høre mere om forslaget kl. 18-19.30 i Farum Kulturhus i Teatersalen. Her bliver lokalplanen præsenteret. Derudover præsenterer ejerne af ejendommen og deres arkitekt tankerne for området og viser et muligt projekt, som kan realiseres inden for lokalplanens rammer.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Bregnerød Kro genopfindes i lokalplanforslag”

  1. Bo Søgaard

    Trods indsigelser et reelt uændret byggeri i en skala, der kan og bør drøftes. Nu mere homogene tagflader, men variationen i facadernes materialitet kræver en begrundelse. Også afklaring af vilkår for evt. fodgængere langs Byvejen (nu eller i fremtiden) kan overvejes.

Der er lukket for kommentarer.