Naturpark Mølleåen får tilskud til naturvejledning

Klevad Enge er en af perlerne i Naturpark Mølleåen.

Natur- & Klimaudvalget i Furesø Kommune har frigivet midler til en række naturprojekter. Her i blandt 60.000 kroner til foreningen Naturpark Mølleåens Venners naturvejleder.
– Vi skal passe på vores natur – også i tider, hvor der er lavvande i de kommunale kasser. I samarbejde med lokale foreninger og borgere kan vi rykke til gavn for naturen, siger udvalgsformand Lene Munch-Petersen (A).
Naturpark Mølleåen strækker sig fra Farum Sø i øst til Jørlunde i vest, fra Ganløse i syd til Lynge i nord. Naturparken blev initieret af tidligere statsminister Stauning i 1930erne og 1940erne.
– Furesø kommune bidrager med midler til en naturvejleder, der bl.a. bistår daginstitutionerne i at opleve og blive nysgerrige på naturværdierne, forklarer Lene Munch-Petersen.
Blandt de andre tiltag finder man midler til en informationstavle ved Præstesøens nyrenoverede fugletårn.
Der bliver også midler til at så blomsterstriber m.v. på et areal ved Ryget Skovby i godt samarbejde med lokale grundejerforeninger og forpagtere.
Desuden vil kommunen igangsætte en stor indsats for bl.a. at bekæmpe Gyldenris og Japansk pileurt.
Kommunen vil slå rabatterne tidligt, så der bliver flere blomstrende planter til gavn for sommerfugle og insekter samt ved at naturpleje med græssende får og kreaturer.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest