Sami og Værløse hører uløseligt sammen 

Sami Kucukguncu var den første indvandrer i børnehaven og på Søndersøskolen. Han er et levende stykke Værløsehistorie.

Sami Kucukgoncu er et levende stykke lokalhistorie.
– Jeg er mere kendt i Værløse end borgmesteren, siger Sami med et stort smil. Han er på fornavn med de fleste og lyser altid op i et stort smil, når kunderne kommer ind af døren til Kongeburger & Pizzeria. Sådan har det været i mere end 30 år.
– Hele mit liv har været i Værløse. Alt, hvad jeg har, er her. For mig er det sådan, at jeg slog øjnene op i Værløse, og når jeg lukker dem igen, bliver det også i Værløse, siger Sami Kucukguncu.

Det startede i Espebo
På en eller anden måde er Sami vokset sammen med Værløse. Han blev ellers født i den kurdiske del af Tyrkiet, men det var svære livsbetingelser i den del af verden.
Samis far rejste i forvejen for at arbejde på en plastikfabrik i Danmark. De første fire år af hans liv boede Sami sammen med sin mor og søskende hos sine bedsteforældre. Han husker det ikke.
Samis far, mor og syv børn flyttede atter sammen i Espebo i 1980, da Sami var fire år gammel. Han var den første indvandrerdreng i børnehaven og på Søndersøskolen.
– Jeg kunne ikke et ord dansk, da jeg startede i børnehaven. Og da jeg startede i skolen, forstod jeg ikke, hvad der blev sagt til mig. Folk kiggede meget på mig, men på en sød måde. Mange kom hen og mærkede på mit krøllede hår. Jeg følte mig meget anderledes, men det var nu meget sjovt. Jeg fik meget opmærksomhed fra de andre elever og lærerne, erindrer Sami Kucukguncu, som snart fik danske legekammerater, lærte sproget og gik til fodbold i Værløse Boldklub.
– Jeg kunne virkelig ikke lide at gå i skolen. Jeg lavede altid ballade og blev tit smidt ud af klasseværelset. Det var sjovt at blive smidt ud af lærerne, men i virkeligheden ville jeg bare have opmærksomhed, fortæller Sami Kucukguncu.
For en ting var at lave ballade i skolen. Sami havde det helt anderledes med de hårde drenges lyst til at ryge hash og den slags.
– I mit normale liv udenfor skolen har jeg altid opført mig ordentligt. Jeg er godt opdraget hjemmefra. Jeg har aldrig røget en joint eller taget narkotika. Jeg vidste allerede dengang, at jeg var på den rigtige vej, og at dem, der kaldte mig en tøsedreng, fordi jeg ikke ville ryge en joint, var på den gale vej. Jeg havde kun et mål. Jeg ville være forretningsmand, stå på egne ben og tjene mine egne penge, siger Sami Kucukguncu.

Hans brødre Zeki og Mehmet overtog i 1990 den lokale burgerrestaurant Kongeburger, som dengang havde lokaler længere oppe af gågaden ved Normals nuværende butik. Et års tid senere flyttede de Kongeburger til den nuværende placering. Her har generationer af Værløseborgere hentet pizzaer, kebab eller en Kongeburger.

Storebror Mehmet og Zeki overtog Kongeburger efter Peter Konge i 1990, og solgte til Sami i 2010.

Sami begyndte at arbejde for sine brødre efter skoletid. Da han var færdig med 9. klasse, begyndte han på fuld tid.
– Jeg arbejdede 60-70 timer om ugen. En sommer var jeg på arbejde 60 dage i træk fra morgen til aften. Det gjorde jeg for at spare mine penge op. Målet har hele tiden været at købe Kongeburger og blive selvstændig.
Det tog Sami 20 år at samle nok penge på kistebunden til at købe sine brødre ud. I 2010 nåede han målet og købte Kongeburger. Lige siden har der hængt en lille hjemmelavet skilt med teksten: Indehaver Sami K.
Heldigvis er Mehmet fortsat i butikken og tager i dag ansvaret, når Sami holder fri.
– Jeg er blevet ældre og kan ikke arbejde så meget, som da jeg var ung. Jeg arbejder fire dage om ugen fra morgen til aften, siger Sami, som beskæftiger seks personer i forretninger – fire af dem på fuld tid.
På en eller anden måde fik Sami også tid til at stifte familie sammen med Sevim. I dag bor de på Klostergårdsvej. Den ældste datter Berfin er flyttet hjemmefra og arbejder som skolelærer. Den mellemste Mahmut er handelsøkonom og hjælper indimellem til i Kongeburger. Den yngste datter Rojin går i 2g på Gladsaxe Gymnasium.
– De er ikke som deres far. De kan godt lidt at gå i skole, siger Sami med stolthed i stemmen.

En del af livet i Værløse
Kongeburger var i 1990 det eneste spisested på Værløse Bymidte. Det har ændret sig med årene. I dag er Kongeburger blot et af mange spisesteder i bykernen.
– Det kan mærkes, at der er så mange spisesteder. Men jeg er så heldig, at jeg har stamkunder. Mange af dem kender jeg fra skolen eller fra fodbold. I mange år kendte jeg flere på fornavn, end der kendte mit navn. I dag er det omvendt. Man tager ikke op på Kongeburger. Man tager op til Sami for at hente en pizza, forklarer Sami Kucukguncu.
Hvor stor betydning Kongeburger har for de lokale, viste sig med al ønskelig tydelighed, da influenceren Anders Hemmingsen blev bedt om at vise TV Lorry sit yndlingssted i barndomsbyen ved at lægge en rød sten.
Anders Hemmingsen placerede den røde sten ved indgangen til Kongeburger, hvor han havde hygget sig med vennerne så mange gange. Nik & Jay havde også Kongeburger som deres stamsted, når de skatede på Den Røde Plads.
– Det betød meget, at Anders lagde stenen lige der. Desværre er stenen blevet stjålet, fortæller Sami, som glæder sig over, at Nik & Jay altid lægger vejen forbi, når de er hjemme i Værløse.
Men alt er ikke fryd og gammen. Sami ærgrer sig over, at for mange vigtige butikker er lukket.
– Da Netto flyttede, kunne det virkelig mærkes. Før var der altid folk i gågaden. Det forsvandt da Netto flyttede. Vi mangler efterhånden en del butikker. Jeg er meget bekymret, siger Sami.
Han har nu ingen planer om at stoppe med Kongeburger.
-Jeg er stadigvæk glad for at have min forretning. I det hele taget er jeg glad og taknemlig for mit liv. Jeg har klaret mig rigtig godt. Jeg har været heldig med mit liv. Der er ikke noget, jeg vil fortryde en dag, siger Sami og finder et billede af en lille, krøllet dreng frem på telefonen.
– Det er da gået meget godt for ham, konstaterer Sami og kan ikke skjule et lille grin.

Sami Kucukguncu vakte opsgt i skolen med sit sorte, krøllede hår. Men han har aldrig mødt racisme i lokalsamfundet. Han er taknemlig for sit liv. Det er gået ham godt.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

2 kommentarer til “Sami og Værløse hører uløseligt sammen ”

  1. Awеsome! Its іn fact amazing paragraph, I have got much clear idea about from thіs post.

  2. Hej sami
    Ja du og din far har altid være og er varme mennesker der har hjertet på rette sted .. har altid fra dag 1 af følt at alle er velkommen og ikke kun pga de giver penge i kassen.tak for jer..
    Mvh Nina karle 😊

Der er lukket for kommentarer.