Furesø på en flot førsteplads

Farum Gymnastik Forening er en af de største idrætsforeninger i Furesø Kommune.

Medlemstallene fra idrætsforeningerne i landet er netop blevet offentliggjort. De slår fast, at Furesøs borgere er vilde med fysisk aktivitet. For eksempel er der flere børne- og ungemedlemsskaber i idrætsforeningerne, end der er børn og unge i kommunen.
Børnefamilierne i Furesø møder foreningerne i mange forskellige sammenhænge. Søndag den 14. april var 5 foreninger på pletten til Åben Hal i Søndersøhallen: Farum Trampolin Forening, Farum Gymnastikforening, Furesø eSport, Værløse Basketball Klub og Værløse Gymnastik tog godt imod 250 børn og forældre i løbet af de to timer arrangementet varede.
DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og DIF (Danmarks Idræts-Forbund) har opgjort medlemstallene fra alle deres foreninger for 2023. Furesø Kommune skiller sig markant ud fra de øvrige kommuner og ligger suverænt i toppen, når man ser på, hvor mange af medlemmerne, der er børn og unge i alderen 0-24 år.

Tine Hessner (B), formand for Kultur, Fritid og Idræt er begejsret:
– Det glæder mig naturligvis, at vi fortsat har et højt aktivitetsniveau, når man måler på antal medlemskaber. Medlemskaberne skulle også gerne omsættes i reel aktivitet, og det ved vi lidt mindre om – der kan ligge nogle ‘skyggemedlemskaber’ måske især hos voksne/ældregruppen. Både børnenes medlemskaber men også vores “seniorborgeres” hæfter jeg mig positivt ved. Der er ingen tvivl om at indsatserne på fritidsområdet som fx faciliteter og aktivitets- og trænertilskud, er en god samfundsmæssig investering for Furesøs borgere. Både for det mentale og det fysisk helbred. Mit håb er derfor, at vi fortsat kan fastholde det høje niveau”.
Ser man på den samlede medlemsandel ligger Furesø Kommune klart nr. 1 med 67,3% sammenlignet med de øvrige kommuner i hovedstadsregionen og nr. 3 på landsplan kun overgået af ø-kommunerne Samsø og Læsø.

Foreningerne i Furesø får flere medlemmer

Medlemstallene viser, at foreningslivet generelt set har klaret sig godt igennem coronaperioden. Hvis man sammenligner det samlede antal medlemmer fra 2018 med de nye tal fra 2023 ser man en flot medlemstilgang på i nærheden af 4.300 medlemmer. Gymnastikforeningerne topper listen med en medlemsfremgang på over 30 % i forhold til 2022.

Musa Harmanci (V), næstformand for Kultur, Idræt og Fritid, er positivt overrasket over den store tilvækst og takker de mange frivillige:
– Under corona så vi alle, hvor svært det blev at afvikle foreningsaktivitet. Mange af Furesøs foreninger var superkreative og fik afviklet deres hold og aktiviteter inden for rammer, der konstant ændrede sig. Det var så opløftende blandt andet at se gymnastikhold, der trænede på fodboldbaner, og kampsport, der blev afviklet udendørs. Vi har nogle virkelig stærke frivillige kræfter i vores foreninger. De har også en meget stor del af æren for medlemsfremgangen. Jeg vil derfor gerne – på vegne af alle medlemmer af KFIU – sende dem en stor tak for deres flotte indsats, siger Musa Harmanci. 
Samarbejdet med de mange frivillige i Furesø Kommune fortsætter i arbejdet med at skabe rammerne for et bredt forankret foreningsliv. Et godt eksempel er de traditionsrige sommerferieaktiviteter, som skolebørnene ser ivrigt frem til hvert år. 25 foreninger, tre private aktører, UngFuresø og Værløse Sogn griber i år muligheden for at møde potentielle nye medlemmer og holde børn og unge aktive, selvom de har ferie.

Fakta
Tallene viser, at der var en medlemsandel på 65% i Furesø Kommune i 2022, og at den steg til 67,3% i 2023.
Sammenligner man tallene med de øvrige kommuner i Region Hovedstaden, så ligger Furesø klart nummer et med Hørsholm på andenpladsen med 60,6% i 2023.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest