Furesø Kommunes idrætsfaciliteter har et generelt efterslæb på vedligeholdelse. Det gælder ikke mindst for Hareskovhallen.
Ved vælgermødet i Hareskovby op til sidste valg bekræftede samtlige spidskandidater, at Hareskovhallen ville se pænere ud ved udgangen af denne valgperiode.
Men så ramte økonomiske udfordringer, og nu er virkeligheden en helt anden. Formanden med Hareskov Badminton, Christian Svenningsen, har fået en nedslående besked fra forvaltningen.
– Vi har fået den besked, at der skal spares. Vi får derfor måske et gummigulv i stedet for trægulv, siger Christian Svenningsen.
Gulvet i Hareskovhallen har haft det skidt siden Hareskov Skoles 100 års jubilæumsfest for fem år siden.
Trægulvet fik vandskade, så der kom buler i gulvet, som ikke tåler flere slibninger. Det var planlagt til udskiftningen, men nu bliver det måske med polyurethan.
Hareskovhallen trænger generelt til vedligeholdelse.
Omklædningsrummene er fra 1970erne. Væggene trænger til maling. Og selve hallen bliver kun gjort ren hver 14 dag.
– Vi er alle borgere i kommunen og har forståelse for, at der skal spares. Men et gummigulv giver ikke mening for badmintonklubben, siger Christian Svenningsen.
Han mødes med forvaltningen i starten af maj måned for at få mere at vide om vedligeholdelsesplan for hallen.
I den anden ende kæmper Fritidsinspektør Ulrik Olsen for at få enderne til at nå hinanden.
– Det er helt korrekt, at vi primo maj afholder møde med Christian Svenningsen fra Hareskov Badminton omkring vedligeholdelsesplanen i Hareskovhallen, og her vil vi bestemt også drøfte hvilken type gulv, der er bedst egnet i Hareskovhallen, siger Ulrik Olsen.
Han understreger, at der ikke er taget beslutning om det ene eller andet.
– På nuværende tidspunkt er der ikke besluttet, hvornår og hvilket type gulv, der etableres i Hareskovhallen fremover. Vi har på et brugerudvalgsmøde i Hareskovhallen nævnt muligheden om, at teste polyuretan sportsgulv af, da vi ved at flere andre kommuner benytter disse gulve med stor tilfredshed hos brugerne, lyder det fra Ulrik Olsen.
5 kommentarer til “Hareskovhallen kan få gummigulv”
Det vil være virkelig ØV, hvis brugerne i Hareskovhallen skal udsættes for denne spareøvelse. Så hellere beholde det gamle gulv nogle år endnu. Vi har prøvet gummigulve ved udekampe og det er noget sludder, når forvaltningen påstår at det er en god løsning. Det giver flere skader og dårligere badminton. Hvis gummi var en god løsning havde forvaltningen jo forlængst fået det indført i Farum og Værløse.
Jeg er meget enig med Anders. Når hallens generelle stand er så dårlig så giver det bestemt ikke mening at bruge penge på at udskifte det gamle trægulv med et gummi-gulv.
PS. Vi er i øvrigt dybt taknemmelige for at vi nu kan gå i bad i varmt frem for koldt vand 🙂
Jeg tænker at det giver god mening at renovere i takt med slid – og at der også er en trangsrækkefølge ift andre faciliteter. Men så er turen vist også kommet til Hareskovhallen::
Ift valget gummi eller trægulv, er der ikke truffet en beslutning endnu.
For mig er det vigtigt at kigge på både økonomi og brugertilfredshed – men også bæredygtighed ift C2 aftryk i produktion, transport og gulvets forventede “levetid” i den løsning vi ender med. Jeg vil derfor forvente at vi som politikere har alle kriterier belyst, når sagen skal prioriteres i vores anlægsbudget.
Venlig hilsen Tine Hessner (Radikale Venstre)
Formand Kultur, Fritids- og Idrætsudvalget
Gummigulve giver erfaringsmæssigt mange skader for badmintonspillere og antageligt også for de kontakt-sportsgrene, der spiller i hallen. Mange ældre holder kroppen i gang gennem den sport de udøver, så skaderne har meget vel medføre øgede udgifter andre steder i de offentlige konti. Det er en dårlig ide.
Der er lukket for kommentarer.