Indre Mission har sin vugge i Kirke Værløse

Smeden Jens Larsen boede i Smedegade i Kirke Værløse og var medstifter af Indre Mission. Foto: Charlotte Søllner Hernø.

Med Grundloven af 1849 blev der indført religionsfrihed og det fik tændt en ild i en smeden Jens Larsen i Kirke Værløse. Han blev en af de betydeligste folkelige prædikanter i 1800-tallet og medstifter af den første forening for Indre Mission.
Af Charlotte Søllner Hernø
Jens Larsen, født den 3.november 1804 og død den 9.august 1874, var til daglig smed i Kirke Værløse, nærmere bestemt i Smedegade 24, hvor han boede og drev den ene af landsbyens tre smedjer.
Det fine lyserøde, stråtækte hus med bindingsværk, som står endnu, er et markant og smukt vedligeholdt vidnesbyrd om en tid for ikke så længe siden, hvor byen havde brug for flere lokale smede til at lave reparere plove, harver, hjul, beslag og hængsler og ikke mindst til at sko de mange heste. Smedjen var fortsat i drift som sådan indtil slutningen af 1900-tallet.
Jens Larsen kunne dog ikke nøjes med at være beskæftiget med håndens arbejde. Efter dels at have hørt en salme af Brorson og dels efter at have hørt Grundtvig holde en prædiken i Vartov i 1851, blev han grebet af en uimodståelig åndelig kraft.
I begyndelsen var Jens Larsen en god grundtvigianer, hvor trosbekendelsen, dåben og nadveren var selve det levende ord. Men det ændrede sig hurtigt og da han mødte gårdejeren Peder Pedersen og væveren Peder Sørensen fandt han ud af, at han ikke var alene. De var alle tre skeptiske overfor de lærde præster, og da disse, herunder Grundtvig, svigtede under koleraepidemien i København 1853, besluttede de tre lægmænd samme år at gøre noget ved den åndelige situation i Danmark.

Fra smed til missionær
De stiftede den første forening for Indre Mission – med et grundtvigsk, antisekterisk og pietistisk vækkelsesprogram – og Jens Larsen blev foreningens missionær.
Den omvandrende prædikant Jens Larsen udfoldede en utrolig flid og havde i 1859, da hans kones sygdom lammede aktiviteten, holdt over 1400 møder, langt de fleste på Sjælland.

Jens Larsen brændte for sin sag, men fik en barsk skæbne. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

Jens Larsen var således en populær lægprædikant. På et tidspunkt ønskede han selv at blive ordineret. Betydende kræfter hjalp ham med af skrive en ansøgning ledsaget af en adresse på ca. 600 navne, som støttede ham og som hovedsageligt repræsenterede husmænd, håndværkere og tyende. Biskoppen afslog dog ansøgningen og de efterfølgende år udsatte præster ham og ligesindede for voldsom kritik. Indre Missions bestyrelse gik fra at være et lægmandsdemokrati til præstestyret, Jens Larsen blev presset ud og frihedsbevægelsen blev i 1861 til en folkekirkelig forening under navnet Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark.
Jens Larsen fortsatte som fri missionær, skrev flere bøger og udgav ’Aandelige Sange til Guds Børns Opbyggelse’, hvor han selv bidrog med mange salmer. Han døde i yderste fattigdom i København; Indre Mission gav afslag på økonomisk hjælp.

Fakta:
Ifølge Trossamfundsregistret er der knapt 200 anerkendte trossamfund i Danmark. Det er Kirkeministeriet, der er ansvarligt for anerkendelsen. 
Se listen over alle anerkendte trossamfund her: www.blkm.dk/andre-trossamfund.

Kilder: Dansk Biografisk Leksikon. Historisk Forening for Vestsjælland. Indre Mission Bornholm. Danmarkshistorien.dk 

 

 

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

3 kommentarer til “Indre Mission har sin vugge i Kirke Værløse”

  1. Annette Winkel

    Stammer dine oplysninger ikke fra Værløseegnens Historiske Forening
    Årsskrift 1966 og 1983?

    1. Charlotte Søllner Hernø

      Jeg har konsulteret en række kilder, som dog ikke inkluderer Værløseegnens Historiske Forening:
      Dansk Biografisk Leksikon
      Historisk Forening for Vestsjælland
      Indre Mission Bornholm
      Danmarkshistorien.dk
      m.fl.

  2. Johannes Nielsen

    Jeg mener at kunne huske at smeden var i drift i starten af 70´erne, måske lukket ca. 1975

Der er lukket for kommentarer.