Foreningen Bevar Baunesletten er stiftet for at give et modspil til Furesø Kommune og DN Furesøs plan for en indhegning af Baunesletten i Værløse.
Det er ikke første gang, at der er bud efter Bauneslettens vidder i forhold til en indhegning med store græssende dyr. Det var samme sag i 2016. Her gik Allan Jensen ind i sagen og indsamlede 500 underskrifter. Det var nok til, at græsningsprojektet blev droppet. I stedet blev Baunesletten officielt udlagt til Hundeskov.
Nu er ønsket vendt tilbage i form af oplægget ”Stor Natur” forfattet af DN Furesø. Den store vision er et stort samlet område med indhegning til køer og heste fra Farum Sø over Baunesletten, Ryet Skov, Sortemosen op til Farum Kirke.
Sarah Rødbroe-Thrane har i den forbindelse indsamlet 749 elektroniske underskrifter, som er afleveret til borgmester Ole Bondo Christensen for at signalere en modstand imod planerne.
Foreningen Bevar Baunesletten blev stiftet i sidste uge og har fået Allan Jensen som formand, da han kender proceduren fra 2016.
– Vi vil sikre os, at vi bibeholder det attraktive område uden for meget hegn og for mange kreaturer i området. Vi vil være en konstruktiv modspiller, lyder det fra Allan Jensen.
Bevar Baunesletten er i fuld gang med at oprette CVR-nummer, hjemmeside og meget mere. Det vil på et tidspunkt blive muligt at melde sig ind i foreningen.
– Målet er, at vi kan blive høringspart i sagen, forklarer Allan Jensen.
Projektet er igangsat af Furesø Kommune, og der er afsat midler til planlægningsfasen, men projektet er ikke endeligt godkendt.
Bevar Baunesletten – Forening vil indgå i konstruktiv dialog
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest