Der var mange protester, da Naturstyrelsen i 2018 nedrev Fuglebækgård på Flyvestation Værløse, men løbet var kørt for den historiske gård. Forfald og råd prægede bygningerne.
Fuglebækgårds historie går 300 år tilbage i historien. Det var en af de oprindelige gårde i Kirke Værløse. I forbindelse med udskiftning blev Knud Christensen tildelt området. Hans familie boede på gården i fire generationer. I 1850 var der råd til at bygge en ny gård, som med sine fire længer på alle måder udstrålede bondevelstand.
Hans Mathiesen blev fjerde generation på Fuglebækgård i 1899. Familiens velstand gjorde det muligt for den næstældste søn Peter at købe nabogården Hjortøgård og med årene fik den yngste søn Christian skrabet sammen til at købe Annexgården.
I starten af 1900-tallet stødte landbruget på hårde tider, og i 1909 besluttede staten af oprette Værløse-lejren. Fuglebækgård blev opkøbt af staten i 1910. Året efter flyttede familien til Birkegården i Kirke Værløse.
Fuglebækgård blev de første mange år brugt til at indkvartere officerer og heste. Under besættelsen brugte tyskerne den også til indkvartering, men hestene blev erstattet af stude, som skulle slæbe flyene frem til landingsbanen.
I 1950 blev Fuglebækgård sat i stand. Militærpolitiet rykkede ind med en hundeskole. Det blev senere til Flyvestationspolitiets hundeskole. Der blev etableret løbegårde og hundehuse til 80 hunde og det gamle køkken blev til hundemadskøkken, hvor maden blev lavet i store gryder.
Hvert år blev der uddannet flere hundrede hundeførere på Fuglebækgård. Hundeførerne fik derefter til at opgave at bevogte militære installationer over hele landet.
Hundeskolen flyttede til Flyvestation Karup i 1979. Fuglebækgårds centrale placering midt mellem landingsbaner gjorde den oplagt til en ny anvendelse. Et anlæg til brændstofttankning blev etableret lige ved gården, som blev center for håndtering af brændstof. Det var gårdens funktion frem til lukningen af Flyvestation Værløse i 2004.
I årene derpå brugte politiet Fuglebækgård til at træne indtrængning. Politiet trænede intensivt på stedet op til rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro i 2007. Det efterlod Fuglebækgård i særdeles ramponeret tilstand og forfaldet tog til i voldsom grad.
Efter nedrivningen i 2018 blev der indrettet en lille lund med tre shelters og toilet.
1 kommentar til “Fuglebækgård – omringet af flyvestationen”
Billedet af den gule gård er det ikke Hjortøgård? Det er i hvert fald ikke Fuglebækgård.
Der er lukket for kommentarer.