Kun få steder er udskiftningen i det danske landbrug så tydelig, som i den billedskønne landsby Stavnsholt, hvor gårdene ligger i stråleform rundt om byens gadekær. Mange af gårdene bebos fortsat af efterkommere fra den store landbrugsreform.
Historikerne mener, at der har været bebyggelse i Stavnsholtområdet i stenalderen og bronzealderen, men af en eller anden årsag blev jordene forladt og fik lov til at gro til igen.
Først i middelalderen er der igen aktivitet i området. Staffnholts bye nævnes i Roskildebispens Jordebog i 1527. Den menes at være dannet omkring en enkelt udflyttergård fra Farum.
Det passer med, at det sidste led i navnet er Holt. Det betyder lille skov og er typisk for middelalderen. Det første led i bynavnet er der til gengæld uenighed om.
Det kan være mandsnavnet Staffn, men det kan også henvise til fremspringet Høje Klint ved Furesøen.
Navnet kan meget vel have følgende betydning: Den lille skov ved det høje fremspring.