Folketingsmedlem Matilde Powers (A) er med i en dansk delegation til FNs generalforsamling. Turen byder på mange store oplevelser. Læs rejsedagbogen lige her.
Trump-rally, Netanyahu live og hash overalt
Klokken var 5.25 om morgenen, da jeg onsdag d. 17. september steg på S-toget i Hareskovby med mine to store kufferter. Spændingen var stor. Om få timer skulle jeg flyve til Washington, hvor jeg i 15 dage skulle igennem et meget stramt, spændende program, sammen med både kendte og mere ukendte kollegaer fra Folketinget. Vi skulle være FN-delegerede for Danmark. Men hvad betød egentlig det, og hvad ville det kræve af mig? Vidste jeg nok om FN i forvejen, og ville jeg kunne klare mig godt nok på engelsk derovre? Spørgsmålene stod i kø. Men nogle gange skal man bare hoppe ud på dybt vand. Det er noget jeg for alvor har lært af at være i politik.
Kort efter vi ankom til USA, blev mine bekymringer da også vekslet til taknemmelighed for at være afsted. Taknemmelighed for få lov til at opleve nogle af nutidens største verdensbegivenheder helt tæt på. Den danske ambassadør for USA, Jesper Olsen, startede nemlig med at give os en entusiastisk og indlevende speedtalk om situationen i USA og Verden; om de voksende problemer med hjemløshed, migration, stoffer, og stigende priser i USA, om det snarlige præsidentvalg, som har delt Amerika i to, og om amerikanernes syn på krigen i Ukraine og konflikten i Mellemøsten. Så selvom det var midt om natten i dansk tid, var det umuligt ikke at blive revet med og sulten på at få mere viden.
Besøg hos et kongresmedlem
Og viden fik vi masser af. I Washington var der sat møder op fra morgen til aften. Vi besøgte Verdensbanken, State Department, USAID og meget andet. Men en af turens højdepunkter var et møde med kongresmedlem Steny Hoyer. Steny er demokrat og valgt i Maryland – hvor også min mands familie er fra. Så jeg kunne genkende flere af de baseballklubber, han havde udstillet merchendise fra i en montre. Han har siddet i kongressen i 40 år + 16 år i Maryland, så han må siges at være en af de mest erfarne politikere i kongressen. Og så elsker Steny Danmark. Hans far var nemlig dansk, og derfor var hans fødenavn da også Sten Højer.
Man mærkede tydeligt at Stenys hjerte banker for Ukraine og Israel, som han talte meget om. Og så er han sikker på at Kamala Harris vinder valget, fordi hun kæmper for fri abort. Jeg kan godt forstå at Steny er blevet genvalgt så mange gange. For han havde uden tvivl en magisk fortælleevne, og så er han sådan en person, der får en til at føle sig særlig vigtig for ham. Han er tilstede, der hvor han er. Og det må man sige at han også var ved vores møde.. Tiden gik nemlig langt over den fastlagte plan, men det lod til at være ubetydeligt for Steny. Selvom hans assistenter gang på gang kom ind og lagde sedler foran ham, hvor der med store bogstaver stod, ”YOU HAVE TO GO NOW!” så lod Steny sig ikke mærke. Han blev siddende for at diskutere konflikten i Gaza med os.
Stemningen var generelt dejlig uformel, som man også kan se på billedet, hvor vi alle var ved at dø af grin, fordi min kollega Trine Pertou Mach valgte at tage den korteste vej under bordet, da vi skulle stille op til fællesbilledet.
Trump-rally i North Carolina
Det forestående præsidentvalg var på alles læber i USA, og vi ville alle utrolig gerne lære meget mere om det. Flere af os, der var med, er store Kamala Harris fans, så vi undersøgte, om der var et event, vi kunne deltage i i weekenden, hvor vi havde fri. Men det vidste sig, at det eneste valgevent, der var inden for rimelig afstand, var et Trump-rally i North Carolina. Vi diskuterede frem og tilbage, om vi dog kunne og skulle tage derhen, men flere af os besluttede til sidst, at det gav rigtig god mening: Nu hvor vi ikke forstår Trump og hans mange upassende udtalelser, kunne vi måske netop lære allermest af, at tage hen og prøve at tale med nogle af de 150 mio. amerikanere, som stemmer på Trump. Lytte, og prøve at forstå.
Vi fandt derfor vores mest afslappede tøj frem i kufferten, og drog afsted tidligt lørdag morgen. Vejrudsigten meldte op til 35 grader, og man måtte af sikkerhedsmæssige årsager intet have med ind – hverken tasker eller poser. Så vi havde bare os selv, og en telefon og et dankort i lommen.
Køen til at komme ind var allerede åbnet kl 5 om morgenen, så den var kilometer lang, da vi ankom lidt i 10. Alle i køen var iklædt Trump merchandise fra top til tå, så man var ikke et sekund i tvivl om, at det var ægte fans, der var mødt frem. Hele vejen langs køen var der boder, hvor man kunne købe alt fra caps, t-shirts, cowboyhatte, bamser og klistermærker med Trump. Der var høj musik og godt humør, og langs køen gik der grupper af asiatiske Trump-tilhængere med skilte og sang og råbte: ”Trump, Trump, Trump…”
Efter 2,5 time kom vi endelig ind. Pladsen var en meget rå beton-plads hegnet ind af store containere. Oppe på containerne stod der masser af mørkklædte sikkerhedsfolk med deres store rifler. I den ene ende var der sat stole op omkring en scene, som var indkapslet i skudsikkert glas, og i den anden ende, var der boder med mad og toiletter. Intet sted kunne man gå i skygge eller sætte sig ned. Udsynet for sikkerhedsvagterne var tydeligvis sat før alt andet.
Vi stillede os straks i kø for at købe noget vand, for varmen var allerede ulidelig. Men køerne gik utrolig langsomt frem. Da vi havde stået ca en time i kø, begyndte nogle af mine kollegaer at få det dårligt. Med min sygeplejefaglige baggrund var jeg derfor klar over, at der ikke ville gå lang tid, inden de første dehydreringer ville indfinde sig på pladsen. Og ganske rigtigt; kort efter besvimede den første kvinde i køen ved siden af os, og slog ansigtet lige ned i jorden. Herefter fulgte stribevis af besvimelser. De ansatte fik travlt med at fragte folk ind i medicare-teltet til dropbehandling. Vi endte med at stå i kø i endnu et par timer, før vi kom frem. Da var vandet udsolgt, men vi kunne da købe sodavand og en burger.
Kl. 15 skete der endelig noget. Til lyden af Top Gun-musik kom Trumps privatfly flyvende ind over menneskevrimlen. Flyet var stort og sort, og på siden stod der TRUMP med store guldbogstaver. Folk jublede og klappede og viftede med store skilte. Flyet landede ude foran muren af containere, og langsomt kørte det hele vejen hen for enden af pladsen, så Trump nærmest kunne gå direkte fra flyet ud på talerstolen. Den næste time stod han så der på talerstolen og talte til de fremmødte. Talen var langt fra sammenhængende. Den bestod mest af sætninger om, hvad han ville gøre for amerikanerne, eller om alt det dårlige Kamala Harris ville gøre. Undervejs, når han fik øje på nogle han kendte, tog han en afstikker i talen, og fortale om, hvem de var. Dagens højdepunkt for de fremmødte var uden tvivl, da han på skift fik sine to børnebørn op på scenen. Den lille pige sagde i mikrofonen: ”Make America great again”, og den lidt større dreng sagde: ”Vote for Grandpa”.
For mig, var dagens højdepunkt at tale med de fremmødte. At høre dem fortælle om, hvorfor de ville stemme på Trump. De fleste svarede, at de ikke brød sig om de dumme ting, som Trump siger, men at de godt kan lide hans politik. At de er bekymret for, hvordan de skal betale deres regninger efter priserne er steget så meget, og at de er bekymret for de mange immigranter, der er kommet ind i USA de seneste år. Og at de tror, Trump er den eneste der kan gøre noget ved det. Mit syn på Trump er efter rallyet fortsat, at det meste han siger er løgnagtigt og en del af et overfladisk show. Men de fremmødtes fortællinger gav mig uden tvivl en større forståelse for, hvorfor halvdelen af USA´s befolkning alligevel sætter deres kryds på Trump.
Læs videre i næste nummer af rejsedagbogen
