Se skitserne – Friplejehjem og boliger på Ny Vestergårdsvej

Et friplejehjem og boligblokke er grundlaget for lokalplan 160. Skitse: AART.

14 år efter Widex flyttede til Vassingerød er en lokalplan for en del af området ved Ny Vestergårdsvej sendt i høring. TMW (Widex) har desuden lavet skitser for projektet. Se dem her. Helt eksklusivt.
Af Mikkel Kjølby
 Ved borgermødet den 30. oktober fik de fremmødte borgere lejlighed til at høre mere om projektet med Friplejehjem og senioregnede boliger på Ny Vestergårdsvej.
Mange af de fremmødte spurgte ivrigt ind til planerne. Der blev spurgt til højden på byggeriet, den trafikale afvikling, parkeringsforhold og der blev løftet bekymringer for erhvervsområdet ved Kirke Værløsevejs fremtid, når der kommer boliger i baghaven.
Centerchef Louise Piester gennemgik projektets rammer i forhold til lokalplan 160, som netop nu er i høring.
Grundlaget for lokalplanen er ønsket om et friplejehjem. Det er dimensioneret til 6500 m2, men kan blive mindre, hvilket vil flytte kvadratmeterne over til boligerne.
Der er 4000 m2 boliger for livet (senioregnede boliger) med en max. størrelse på 105 m2 samt to gange 2000 m2 etageboliger med henholdsvis almene og private seniorboliger.
Den samlede byggemasse må højest udgøre 13000 m2.
Lars Schönewulf-Greulich, ejendomsdirektør i TWM (Widex red.), oplyste dog på mødet, at TWM ikke kommer til at opføre de almene boliger.  Link til artikel
TWM har dog solgt naboejendommen Ny Vestergårdsvej 21-23 til NOVO efter ønske fra Furesø Kommune. Link til artikel

Byggeriets højde, parkeringsforhold og trafikafvikling
Højden på de forskellige byggerier vil variere fra 17 til 23,5 meter. Det skal dog med, at der er terrænforskel på 6 meter fra det højeste til laveste punkt.
Dertil kommer et fælleshus, som alle beboere kan benytte. Det bliver den eksisterende hovedbygning til Ny Vestergård.
Projektet rummer en del gårdrum. Foran Ny Vestergård placeres Vestergårdshaven, som skal rumme aktiviteter for hele området. Her er det tanken at placere en legeplads.
Imellem de kommende boligblokke etableres et gårdhaverum med bænke, siddegrupper, drivhus og fx træningsredskaber.
Trafikafviklingen vakte en del røre, da Furesø Kommune planlægger at ensrette en del af Ny Vestergårdsvej. Det nye område skal betjenes via en vej rundt om området. Vejen kommer til at fungere som en barriere ned mod erhvervsområdet.
Parkeringsnormen er fastsat efter erfaring fra andre plejeinstitutioner. Ved friplejehjemmet planlægges 1 p-plads pr. 2 boliger ved døgninstitution, hvilket er til personalet.
Ved boligerne planlægges med 1 p-plads pr. bolig ved fx ældreboliger og bofælleskaber med relation til plejehjemmet samt 1 p-plads pr. 3 boliger ved fx ”Boliger for Livet”
Der skal desuden etableres henholdsvis cykelsti og cykelvej på Ny Vestergårdsvej, men en del af den gående trafik og cyklende trafik forventes at ske igennem området, som forsynes med en gennemgående sti fra Ny Vestergårdsvej 21-23 til Læssevej.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

4 kommentarer til “Se skitserne – Friplejehjem og boliger på Ny Vestergårdsvej”

  1. Bo Søgaard

    Ak, Solveig.
    Gid det dog bare var det. Jeg ser kun ‘kedelige’ drømme af de tegninger. Hvor er de arkitekter og bygherrer, som vil og kan berige byen med reel arkitektur? Tegningerne dokumenterer uengageret arkitektonisk tilgang mhp. billigst mulig opførelse.

  2. hans jørgen Reckweg

    Hvem skal man kontakte vedr. seniorboliger.
    Hvem står for salg/udlejning.

Der er lukket for kommentarer.