Sidste år blev det til 32 poser med kalendergaver til udsatte i Furesø.

De lokale kirker arbejder sammen med Furesø Kommune om den omvendte pakkekalender, hvor man kan donere til udsatte familier.
Julemåneden nærmer sig og så vil hjemmene i Furesø Kommune blive fyldt med julesokker eller julekalendere, hvor der hver dag er en lille gave til børnene.
Hvis man gerne vil varme andre og mere udsatte julehjerter, så kan man også det.
– Så er den omvendte pakkekalender tilbage. Dette år rulles den ud i hele Furesø i et samarbejde mellem Hareskov- og Værløse sognes menighedspleje, Farum sogn og Furesø kommunes tilbud til udsatte borgere, fortæller sognepræst Rosa Bech.
Med den omvendte pakkekalender kan man i december måned donere varer til udsatte familier, som vil få glæde af dem i januar måned.
Furesø Kommunes tilbud til misbrugere, Skiftesporet, modtog de 32 fyldte poser fra Menighedsplejens Den Omvendte Pakkekalender. Det havde en overvældende effekt på modtagerne.
Sidste år var det Furesø Kommunes tilbud Skiftesporet, som delte pakkerne ud.
– En af modtagerne af poserne fra Den Omvendte Pakkekalender begyndte at græde. En anden havde aldrig nogensinde haft råd til at købe Nutella og var vildt glad over at få en pose med en dåse Nutella, lød det dengang fra Connie Lawaetz, fagkoordinator hos Skiftesporet og Specialteamet i Furesø Kommune.
Det er der gode grunde til, for januar kan være ekstra hård for samfundets udsatte borgere.
-Januar kan være udfordrende, da julens ekstra udgifter kan presse økonomisk trængte familier. Som en hjælpende hånd kan du med din familie, nabo, arbejdsplads eller andre være med til at bære julens lys og varme ind i januar måned for udsatte borgere i lokalområdet ved at give til andre i årets omvendte pakkekalender, forklarer Rosa Bech.
Det er meget enkelt at være med. Du henter en kalenderpose med et informationsbrev i Værløse Kirke, Hareskov Kirke eller Stavsnholtkirken fra den 18. november.
I løbet af december fyldes holdbare varer i kalenderposen enten én ting om dagen frem til jul, eller det antal, der passer den enkelte husstand eller indsamling. Det kan være ting som et glas pulverkaffe, tandbørster, shampoo, nudler, pasta, en færdigret på dåse og lignende. Alle varer, der kan holde sig uden køl, gør gavn
– Når du til jul har fyldt en omvendt pakkekalender, afleveres den tilbage til kirken, som i samarbejde med Furesø Kommune sørger for, at alle de gode sager når frem til dem i vores lokalmiljø, der har allermest brug for en håndsrækning i januar måned, fortæller Rosa Bech.
Den fyldte kalenderpose kan afleveres i en af kirkerne i Hareskov, Værløse eller Farum efter en gudstjeneste fra d. 25. december til og med søndag d. 12. januar.
Kalenderposen kan desuden afleveres i hverdagene i uge 2:
·I Værløse Kirke mandag-fredag kl. 9-15.
·I Hareskov Kirkes Sognehus tirsdag-fredag kl. 9-14.
·I Stavnsholtkirken tirsdag-fredag kl. 9-15.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *