Hareskovbys modstandshelte – Fodboldholdet greb til våben

Befrielsesdagen blev fejret ved modstandsbevægelsens lokale hovedkvarter Gasværket. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

I Anden Verdenskrigs sidste år var Hareskovby en sand hvepserede. Den lokale modstandsgruppe holdt til i Gasværket få meter fra forlystelsesstedet Hareskov Pavillonen, hvor den tyske værnemagt og de lokale hipoer festede på livet løs.

Voldsom tilstedeværelse af nazister og tyskere
Ved den tyske besættelses start havde Værløse Kommune blot 2.719 indbyggere. Til sammenligning blev op imod 1000 tyskere indkvarteret på Værløse Flyveplads, som blev til Fliegerhorst Vaerloese. Ude i skovløberboligen Ravnehus husede Det Danske Nazistparti en føreruddannelse for unge nazister, mens modstandsbevægelsen holdt øvelser i Hareskoven.
Midt i alt det valgte det lokale fodboldhold fra Hareskov Fodboldklub at gribe til våben.
Det startede med fiskehandleren Wilfred Collin, som indkaldte til møde på fodboldbanen. Fire mand svarede kaldet, Olaf Gisli Andersen, Poul Hansen, Villy Nielsen og Johannes Dindler Rasmussen. De dannede en særdeles aktiv modstandsgruppe.
Gestapo fik senere fat på Wilfred Collin og Olaf Gisli Andersen, som blev fængslet, tortureret, forhørt og sendt til koncentrationslejre, men de overlevede begge. Gestapo var også tæt på at få fat i den nye leder Johannes Dindler Rasmussen, og Poul ”Hønse” Hansen måtte flygte over naboens hegn, da tyskerne omringede hans hus. Mens han cyklede væk, blev der skudt efter ham på åben gade i Hareskovby.

Artiklen fortsætter under billedet

Hareskov IFs fodboldhold dannede den første modstandsgruppe. Mere end halvdelen af holdet blev aktive i modstandsbevægelsen. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

Kulsvierbataljonens 6. kompagni
Med tilgang af de lokale officerer i 1944 blev Kaptajn H. Christensen leder af gruppe med brødrene Kulikovsky (børnebørn af en russisk zarina) som særdeles aktive medlemmer. De blev en del af Kulsvierbataljonen i Nordsjælland som 6. kompagni.
Ingeniør Prior fra Gasværket var venligt stemt overfor modstandsbevægelsen. Hans søn Jørgen blev medlem af gruppen, som fik tilhørsforhold i den markante bygning. De havde en overgang en panservogn (stjålet fra politiet) stående i Stormlygårds lade, men den blev også taget af Gestapo.
Fuldmægtig Christoffersen på Poppel Allé blev en slags forbindelsesled mellem modstandsfolkene og sognerådet. Op til befrielsen blev der holdt et møde med fire sognerådsmedlemmer og de unge modstandsfolk i hans hus. Det var farligt, for der var også tyskervenlige borgere i Hareskovby.
Midt i det hele blev der drukket, danske, sunget, festet og tæsket løs i Hareskov Pavillonen, der knejsede over den lille villaby for enden af Fægyden. Modstandsfolkene vovede sig også op i Hareskov Pavillonen, og stjal en dag en pung med tegninger over Fliegerhorst Vaerloese.
Hareskovgruppen blev efterhånden særdeles slagkraftig og havde ved krigens slutning 49 våben at gøre godt med. Dem fik de brug for, da de på befrielsesdagen blev beordret til at befri Herstedvester Radio. Gruppen forsøgte sig også med en vejspærring, for at fange en Hareskovborger, som var medlem af Hipos morderbande Peter-gruppen, men dog forgæves. Nazi-sympatisøren fra Hareskovby blev senere henrettet for krigsforbrydelser.
Midt i festlighederne på befrielsesdagen blev 47 personer i Værløse Sogn interneret som tyskervenlige. I Hareskovby blev de interneret i Gasværket, inden de blev kørt til Hillerød. Her ved Gasværket fejrede Hareskovborgerne befrielsen sammen med de lokale modstandshelte, som senere var aktive som vagter i Jonstrup-lejren, hvor tyskerne blev interneret en overgang.
Efter krigen blev befrielsen fejret med en venskabskamp mellem Hareskovbys helte og engelske flyvere på fodboldbanen i Hareskovby. Det var en stor dag for Hareskovborgerne.

Kilde: Ubudne Gæster. 

Modstandsfolkene fra Hareskovby blev i dagene efter befrielsen sat til at bevogte forskellige veje. Foto: Furesø Museer & Arkiver.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

3 kommentarer til “Hareskovbys modstandshelte – Fodboldholdet greb til våben”

  1. Birthe Ekmann

    Spændende læsning …..og uden tvivl meget Drama på spil dengang .

    Min afdøde mand , Otto Ekmann 1946-2021 , blev som 17-årig frivillig soldat ved Flyvevåbenet .

    På Værløse Flyveplads fik han under Den Kolde Krig til opgave i 1963/64 at notere samtlige fly , der lettede og landede …

  2. Holger Dindler Rasmussen

    Tak for historien. Vidste ikke min far var tæt på at blive pågrebet.
    Mvh
    Holger Dindler Rasmussen

  3. Jeg kendte en mand, der boede i Brønshøj, men arbejdede på flyvestationen.
    Da han hørte dectydke fly om morgenen den 9. april 1940, da skyndte han sig at køre på sin cykel til sit arbejdssted.
    Men tyskerne var der allerede og overalt, så han måtte passivt var til, at der blev skudt nogle danske fly ned, mens resten af flåden på jorden blev ødelagt.

Der er lukket for kommentarer.