Ægtepar så ulvelignende dyr i Kirke Værløse

Det var her ved rideskolen på Christianshøjvej, at ægteparret så noget, der i den grad lignede en ulv.

Jørn og Winni Michaelsen så et ulvelignende dyr ved Christianshøjvej søndag aften. De slog det op på sociale medier for at høre om andre har set noget lignende. Naturstyrelsen vurderer, at der må være tale om en strejfende hund.
Af Mikkel Kjølby
Ulve har fyldt meget i det danske mediebillede de sidste par år, men det er i det vestlige Jylland. Der er ingen indikationer på, at det store rovdyr skulle være kommet til Sjælland.
Netop derfor spærrede Jørn og Winni Michaelsen øjnene ekstra meget op, da de søndag kl. 20.15 kørte hjem til Farum af Christianshøjvej. I svinget ved Værløse-Farum Rideklub skete der noget forunderligt.
– Et dyr gik over vejen, stoppede op og kiggede tilbage på os, da vi kørte forbi, fortæller Jørn Michaelsen.
Den var alt for stor til at være en ræv. Den var højere end en schæferhund, men i brune og grålige farver. Det var fuldstændig som at se en ulv, men det kunne også være en ulvehund, fortæller Jørn Michaelsen.
Hans hustru Winni er slet ikke i tvivl om, at det var en ulv.
– Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var en ulv. Den stoppede op, vendte hovedet og kiggede direkte på mig, fortæller Winni Michaelsen.
Ifølge Gitte Jensen fra Værløse-Farum Rideskole er området kendt for mange ræve.
– Vi har mange ræve i området. De bor i mosen og snuser rundt på markerne. Jeg har aldrig set noget, der lignede en ulv, siger Gitte Jensen, som har to hunde, en Jack Russell-terrier og en brun labrador. -Vores hunde reagere ikke på rævene, for de ved, at de er der. Jeg ville tro, at mine hunde ville reagere fuldstændig vanvittig, hvis der kom en stor hund eller lignende forbi, siger Gitte Jensen.
Naturstyrelsen mener heller ikke, at der kan være tale om en ulv, nok snarere en strejfende hund.

 Skovfoged Sven Norup understreger, at der ikke er registreret ulve på Sjælland i flere hundrede år.
– Naturstyrelsen har ikke registreret ulve i området omkring Christianshøjvej, eller andre steder i lokalområdet for den sags skyld. Der er utvivlsomt ulvelignende hunde i området, og der kan sagtens være en strejfende hund de har observeret. Det er heldigvis sjældent vi oplever strejfende hunde i skovene, men det sker, at der er hunde der strejfer. Men Naturstyrelsens medarbejdere har ikke konstateret strejfende hunde i den seneste tid, eller fået meldinger om det, lyder det fra Sven Norup.
At hunde går uden snor i området, indikeres dog af to episoder med skambidte rådyr i Sydlejren ved Flyvestation Værløse.
– Vi har ikke været orienteret om et skambidt rådyr ved Sydlejren, så vi har ikke haft mulig for at tjekke bidemærket. Hunde på størrelse, eller større end en labrador, kan sagtens bide et rådyr ihjel. Det findes der talrige eksempler på, siger Sven Norup.

Alt om Furesø har AI til at generere et billede af en ulvelignende hund. Her er resultatet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder