Afsløring – Kæmpe tilbageslag for FOSS Science Park

FOSS Science Park hænger i en tynd tråd. Efter Plan- og Landdistriksstyrelsens afslag på dispensation fra Fingerplanen vil det kræve et landsplansdirektiv at gennemføre planerne. Skitse: FOSS.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen vil ikke dispensere for Fingerplanens bestemmelser om stationsnærhed. FOSS Science Park hænger i en tynd tråd.
Af Mikkel Kjølby
Det var nøje koordineret, da FOSS udsendte pressemeddelelse om planerne for FOSS Science Park den 29. maj. Dagen før havde Furesø Kommune rettet henvendelse til Plan- og Landdistriktsstyrelsen for at få dispensation for Fingerplanens bestemmelser om stationsnærhed.
Det 34.000 m2 store erhvervsområde tænkes placeret nord for Slangerupvej. Matriklens sydlige grænse ned mod Slangerupvej er lige præcis over de 1200 meter væk fra Farum Station. Så der skal dispenseres for de eksisterende regler, hvis FOSS Science Park skal realiseres.
Det vidste Furesø Kommune naturligvis godt og skrev således til Plan- og Landdistriksstyrelsen:
– Således er det Furesø Kommunes ønske, at det nye erhvervsområde anerkendes at leve op til kravene for et stationsnært område, selvom det er placeret umiddelbart uden for en afstand af 1200 meter.
Siden har der været stille om projektet, men nu viser det sig, at Furesø Kommune har fået klar besked af Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
I en aktindsigt fremgår det, at der blev holdt et møde mellem Furesø Kommune og Plan- og Landdistriktsstyrelsen den 2. september.
I mødereferatet står der følgende:
– PLST (Plan- og Landdistriktsstyrelsen red.) gjorde kommunen opmærksom på, at planlægning for over 1.500 etagemeter kontorerhverv og/eller større beskæftigelsesintensive produktionserhverv udenfor det stationsnære område, er i strid med fingerplanens stationsnærhedsprincip. En realisering af projektet vil kræve en ændring af fingerplanen. PLST oplyste, at der for nuværende ikke er truffet beslutning om, hvornår Fingerplan 2019 skal revideres.
Furesø Kommune fik altså ikke den ønskede dispensation. Det har ikke været meldt ud på Udvalget for Plan- og Byudviklings dagsordener.
Den 23. september holdt Furesø Kommune et møde med FOSS og Ibsen Photonics om emnet. At Furesø Kommune tog det alvorligt, illustreres af deltagerlisten. Kommunen stillede med Ole Bondo Christensen, Bettina Ugelvig, Egil Hulgaard, Henrik Studsgaard, Claus Torp, Louise Piester, Anny Toftkær Nielsen, Martine Rygg Svendsby og Helle Christoffersen.
Ifølge mødereferatet blev FOSS og Ibsen Photonics orienteret om afslaget.
– Plan- og Landdistriktsstyrelsen oplyste, at udfordringen i forhold til Fingerplanen fortsat er stationsnærhedsprincippet. Det er ikke muligt at dispensere fra dette princip, står der i mødereferatet.
Videre står der:
– Herefter blev mulighederne for ændring via et landsplansdirektiv eller et særskilt landsplandirektiv for området drøftet. Mulighederne for dialog med ministeren blev ligeledes drøftet.
Man skal altså have miljøministeren til på regeringens og Folketingets vegne at fastsætte bindende regler for indholdet af den kommunale planlægning igennem et landsplandirektiv, hvis FOSS Science Park skal realiseres. Det vil kræve mange administrative resurser af Furesø Kommune, og det er langtfra sikkert, at det giver udbytte.
Hvis man vil gå den vej, kræver det politisk behandling. Sagen er ikke på Udvalget for Plan- og Byudviklings dagsorden den 5. november.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder