Den nyuddannede filminstruktør Alexander Rahnami Mannstaedt rider på en sky af lykke i disse dage.
Forleden blev det offentliggjort, at hans afgangsprojekt fra filmskolen Super 8 er nomineret til en Robert i kategorien Årets Kortfilm: dokumentar.
– Det er meget overvældende, siger Alexander Rahnami Mannstaedt.
Alexander er vokset op i Værløse, hvor han lavede sine første film sammen med en gruppe venner. Han flyttede til København for at forfølge drømmen om at blive filminstruktør. Men han er også født med en hjertefejl. Han blev opereret i venstre hjertekammer, da han var blot ni måneder gammel. I marts måned 2022 kom så beskeden om, at der forestod endnu en hjerteoperation, fordi hjerteklappen i højre hjertekammer var vokset, fordi den havde arbejdet hårdere end den venstre.
– Jeg stod foran mit afgangsprojekt og valgte at den skulle handle om følelserne og tankerne i forbindelse med min hjerteoperation. Det er det, som ”Dagen jeg døde” handler om, forklarer Alexander Rahnami Mannstaedt.
Han blev opereret i hjertet den 9. marts og kom til hægterne hjemme hos sine forældre.
– Jeg kunne ikke så meget i månederne efter operationen. Det hjalp mig meget at have min dokumentarfilm at tage mig til, erindrer Alexander Rahnami Mannstaedt.
Afgangsfilmen blev afleveret og screenet i december 2022. Siden er Alexander flyttet til Aarhus for at være tæt på filmbyen der.
– Jeg brænder for at arbejde som filminstruktør. Det kan være indenfor dokumentar, kortfilm eller spillefilm. Det er det, som jeg arbejder henimod, forklarer Alexander.
Den drøm kan få et gevaldigt rygstød, hvis han står med en Robert den 4. februar, når awardshowet finder sted på Tivoli Hotel- og Konferencecenter i København.
Alexander er nomineret til en Robert
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest