Den 30. oktober udkommer Allan Simonsens andet album. Singer-Songwriteren fra Værløse synger om virkeligheden, men går også i rette med Trump og Putin.
Af Mikkel Kjølby
’Fra virkeligheden’ er titlen på Allan Simonsens første album. Og nej, det er ikke den tidligere fodboldspiller, men helt almindelige Allan fra Værløse.
Hvis der er noget, Allan har samlet på gennem livet, så er det menneskehistorier. Han har blandt andet arbejdet i mere end 35 år med børn og unge, der ikke altid har haft de bedste kort på hånden. Og så har han selv oplevet lidt af hvert, som nu finder vej ind i hans sange.
Allan debuterede først som solist sidste år efter et langt liv med musik, øvelokaler og coverbands. Men da han først begyndte at skrive sine egne sange, kom der for alvor gang i sangskrivningen. Nu følger han debutalbummet ’Sidste generation’ op med 12 nye numre, der spænder fra det helt nære til det storpolitiske.
– De fleste fortællinger ligger lige foran næsen på mig. Nogle gange er det noget, der gør mig rasende, andre gange noget, der gør mig glad, og indimellem er virkeligheden så absurd, at man næsten ikke kan lade være med at grine. Så er det bare om at få det omsat til en sang, fortæller Allan Simonsen.
På ’Fra virkeligheden’ er der både kærlighed, ungdommens vilde år, livets absurditeter og en god portion selvironi. På ’4 slemme drenge’ får Trump, Putin, Xi Jinping og Kim Jong-un en tur gennem sangskrivermaskinen, mens ’Slidt blues’ tager livtag med kroppens små skavanker. Og på ’At elske’ – som oprindeligt blev skrevet til hans søns bryllup – er det kærligheden, der både skal kunne rumme de gode dage og holde til de mindre gode.
– Jeg har jo spillet musik det meste af mit liv, men det at skrive mine egne sange har åbnet en helt ny verden for mig. Pludselig kan jeg bruge musikken til at fortælle om alt det, jeg oplever, undrer mig over eller bliver godt og grundigt tosset over. Og jeg er bestemt ikke løbet tør for emner endnu, forklarer Allan Simonsen.
Allan Simonsens andet album ‘Fra virkeligheden’ udkommer den 30. oktober digitalt og på vinyl.
Der er releasekoncert på Bartof Cafe Nordre Fasanvej 46, 2000 Frederiksberg den 29.10 kl. 19. Fri entré.






