Analyse – Så meget er Furesøborgernes typiske indtægt steget

Arbejdernes Erhvervsråd belyser problematikken ’ulighed’ med en analyse af stigningen i den typiske indtægt fra 2014 til 2024. Furesøborgernes typiske indtægt er steget væsentligt mindre end landsgennemsnittet.
Af Mikkel Kjølby
Arbejdernes Erhvervsråd er på banen med en ny analyse af stigningen i borgernes typiske indtægt (medianindkomst red.).
På landsplan er den typiske indkomst efter skat og inflation vokset med 8,7 procent fra 2014 til 2024, men der er store geografiske forskelle.
Kun i 21 af landets 98 kommuner er indkomsten vokset hurtigere. Det svarer til lidt mere end én ud af fem kommuner.
Flere af de 21 kommuner ligger i hovedstadsområdet, men særligt København skiller sig ud. København har set en vækst i den typiske indkomst på 21,5 procent, som er langt højere end nogen anden kommune.
I de resterende 77 kommuner har indkomstvæksten været lavere end 8,7 procent.
– Når den typiske indkomst er vokset med mindre end landsgennemsnittet i de fleste kommuner, viser det, at indkomstvæksten har været relativt ujævnt fordelt. Fortsætter udviklingen vil Danmark blive mere og mere opdelt efter indkomst, siger Sune Caspersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den typiske borgers indkomst er målt på medianen i hver kommune. Medianen er det beløb, hvor præcis halvdelen af kommunens borgere har en lavere indkomst og halvdelen har en højere indkomst, altså den typiske borger.
Den typiske borgers indkomst efter skat og inflation er vokset stille og roligt over de seneste ti år. Men tempoet i hovedstadsområdet har været langt højere end i resten af landets kommuner. Særligt København skiller sig ud med en indkomstvækst på 21,5 procent for den typiske borger, hvilket er langt foran nogen anden kommune.


De ti kommuner med størst indkomstvækst ligger alle i hovedstadsområdet. I disse kommuner er den typiske borgers indkomst vokset med over 11 procent, mens den typiske borger på landsplan har oplevet en indkomstfremgang på 8,7 procent.
Mange af hovedstadskommunerne med stor indkomstvækst kommer fra et udgangspunkt, hvor indkomsten enten var lavere eller omkring niveauet på landsplan. Udviklingen er således udtryk for et skifte, hvor borgerne i hovedstadsområdet i stigende grad rykker op i den højere ende af indkomstskalaen.
I Furesø Kommune er den typiske indtægt steget fra 367.400 kr. i 2014 til 384.600 kr. i 2024. Det svarer til en stigning på 4,7 procent, men det sker altså ud fra et meget højt udgangspunkt. Det er nogenlunde samme mønster i Allerød og Rudersdal med henholdsvis 4,2 og 3,8 procent.
Nabokommunerne Gladsaxe, Ballerup og Herlev er derimod med i puljen af kommuner med en høj stigning i typisk indtægt.
Ballerup er vokset med 8,9 procent. Gladsaxe er på 12,1 procent og Herlev er på 12,3, men fælles for alle tre er at den typiske indtægt fortsat er markant lavere end i Furesø Kommune.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *