Anerkendt psykolog skamroser lokal folkeskole

Rasmus Alenkær besøgte Stavnsholtskolen den 3. september. Hans beskrivelse af dagens indtryk er særdeles positiv.

Rasmus Alenkær beskriver sig selv, som ham man ringer til, når der ikke er flere skud i bøssen. I et opslag på facebook beskriver han i rosende vendinger det han iagttog på Stavnsholtskolen den 3. september.
Af Mikkel Kjølby
– Det er mig, man ringer til, når der ikke er flere skud i bøssen.
Sådan beskrev Rasmus Alenkær sin rolle i et interview med Fagbladet Folkeskolen i februar måned.
Der er noget om snakken. Rasmus Alenkær blev uddannet skolelærer for 30 år siden, men har siden uddannet sig som psykolog og tog en PhD med afhandlingen “Arbejdet med adfærd, kontakt & trivsel – i den inkluderende skole”.
I dag er han selvstændig. Han rejser rundt og støtter op, når der er problemer i en klasse. Han har specialiseret sig i skabe arbejdsro.
Den 3. september var Rasmus Alenkær på Stavnsholtskolen, men han så ingen problemer – tværtimod anerkender han lærerne og pædagogernes indsats.
– Denne morgen stod jeg i en almindelig, dansk skolegård og iagttog undervisningen. Ledelsen af den pædagogiske aktivitet var kompetent og velplanlagt. Tonen var respektfuld. Formidlingen var niveautilpasset. Og selv om det regnede, så blev aktiviteten gennemført som planlagt – med smil på alles læber. Eleverne var engagerede, hensynsfulde og ingen stak af midt i det hele. Samme billede gjorde sig gældende resten af dagen, hvor jeg besøgte flere af skolens klasser. Læringsmiljøet var godt, stemningen var god og den pædagogiske ydelse sad i skabet, fortæller Rasmus Alenkær.
Han følte sig provokeret, for det han så denne dag, er noget helt andet end, det som italesættes om folkeskolen.
– Jeg blev … ærligt talt… en smule provokeret. Ikke af de fagprofessionelle eller eleverne, vel at mærke. Men på deres vegne. For tænk lige på hvordan det mon er at arbejde hårdt for vores allesammens børn og unge, vel vidende, at på de sociale medier reduceres og generaliseres folkeskolen – og dermed lærerne og pædagogernes indsats, til en omgang stinkende bæ. Jeg tror det må være relativt demotiverende, lyder det fra Rasmus Alenkær.
Skolebestyrelsesformand Morten Hyllegaard glæder sig over Rasmus Alenkærs beskrivelse af skolens arbejde.
– Rasmus Alenkær er en af dem i Danmark, der ved mest om et godt læringsmiljø. Så derfor er vi selvfølgelig glade for at han har brugt en dag på vores skole og deler sine gode oplevelser af skolens hverdag. Det, han beskriver, er en super god indsats fra lærere og pædagoger, som hver dag møder op og gør deres bedste for børnene, også på regnvejrsdage og i en tid, hvor folkeskolen generelt er presset på ressourcer og tid. Det skal de have stor ros og anerkendelse for, siger Morten Hyllegaard.
Morten gik selv på Stavnsholtskolen og er vendt tilbage med sine egne børn og har engageret sig i skolebestyrelsesarbejdet.
– Rasmus Alenkær peger også på noget, jeg synes er vigtigt. Folkeskolen tales alt for ofte ned på en måde, der ikke afspejler hverdagen på de fleste skoler. Der er selvfølgelig altid noget, vi kan gøre bedre, og den samtale tager vi meget gerne. Men udgangspunktet hos os er en skole, der fungerer godt, siger Morten Hyllegaard.

Stavnsholtskolens medarbejdere knokler hver dag
Stavnsholt skoledistrikt er meget sammensat. Det strækker sig fra velhavende villakvarterer til Farum Midtpunkt.
– Stavnsholtskolen er en skole for alle børn, og det er vi stolte af. Vi har en meget blandet elevgruppe med forskellige baggrunde og behov, og vi arbejder aktivt på at skabe et fællesskab, hvor alle hører til og har en plads, og hvor der både er plads til rummelighed og til store, faglige ambitioner, fortæller Morten Hyllegaard, som anerkender, at skolens personale knokler for det.
– De seneste år har vi udbygget vores muligheder for at støtte de børn, der har brug for det, og det betyder, at flere børn tæt kan gå i skole i deres nærmiljø. At få det til at hænge sammen kræver rigtig meget af personalet, lyder det fra Morten Hyllegaard.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *