Ankestyrelsen beskriver Frederiksborg Brand & Redning om at opsige aftalen med brandstationen i Ballerup som at være i strid med beredskabsloven. Beredskabsdirektør Rikke Sønderriis afventer at få sagen drøftet i beredskabskommissionen, før hun kan kommentere afgørelsen.
Af Mikkel Kjølby
I foråret 2025 kom det frem, at Frederiksborg Brand & Rednings opsigelse af en aftale med Beredskab Øst brandstation i Ballerup var indklaget for Ankestyrelsen.
Det handler om begrebet ”fri disponering”. Altså at den nærmeste brandstation rykker ud til en ildebrand.
Sådan er det fortsat, men Frederiksborg Brand & Redning vurderede, at det ikke var nødvendigt, at de professionelle brandfolk også rykker ud til mindre opgaver som brud på gasledning, automatisk brandalarm og oprensning efter et færdselsuheld?
De opgaver er i stedet blevet løst indenfor servicemålene om udrykningstid af deltidsbrandfolkene ved Station Farum, men med mulighed for op til otte minutters længere responstid i Hareskovby, Jonstrup og det sydlige Værløse. I Egedal Kommune, som også hører under Frederiksborg Brand & Redning, er aftalen med Beredskab Øst reduceret fra to til ét køretøj fra Station Ballerup – fremover skal evt. andet køretøj komme fra Station Stenløse.
Opsigelsen af aftalen i dele af Furesø og reduktionen af aftalen i dele af Egedal udløser en besparelse på ca. 1,5 mio. kr. årligt til Frederiksborg Brand & Redning.
Men Beredskab Øst ville have Ankestyrelsen til at vurdere lovligheden af opsigelsen af aftalen. Det har Ankestyrelsen nu gjort.
Beredskabsinfor.dk har fået afgørelsen og skriver og sagen her: https://www.beredskabsinfo.dk/brandvaesen/afgoerelse-frederiksborg-brand-rednings-dimensionering-er-ulovlig/
– Ankestyrelsen vurderer, at Frederiksborg Brand og Redning handler i strid med beredskabslovgivningens princip om fri disponering i en del af redningsberedskabets ansvarsområde (området i den sydlige del af Furesø Kommune, dvs. Hareskovby, Jonstrup og det sydlige Værløse), lyder det i afgørelsen publiceret på beredskabsinfo.dk.
Afventer et møde i beredskabskommissionen
Alt om Furesø har forsøgt at få en kommentar fra Rikke Sønderriis, men hun kan endnu ikke kommentere på afgørelsen.
– Ankestyrelsen har foretaget en legalitetsvurdering af dimensioneringsbekendtgørelsen og sendt den til os lige før jul. De beder om svar på, hvad deres vurdering giver os anledning til. Vi har fået udsættelse til at afgive svar til kort efter den 26. februar, hvor vi afholder møde i beredskabskommissionen. Jeg kan derfor ikke kommentere på Ankestyrelsens vurdering, førend sagen har været drøftet i beredskabskommissionen og kommissionen har formuleret et svar, siger Rikke Sønderriis. Beredskabsdirektør i Frederiksborg Brand & Redning til Alt om Furesø.






