Anne tog tyren ved hornene

Anne Kristine Schwartzbach modtog Vallø-prisen for at være en kvindelig rollemodel med en uegennyttig agenda. Pressefoto.

I kølvandet på corona-nedlukningerne har omfanget af unges mistrivsel udviklet sig til et samfundsproblem, som underminerer de kommunale budgetter, folkeskolens økonomi og ikke mindst udfordrer dagligdagen i klasseværelserne. Anne Kristine Schwartzbach fra Hareskovby valgte at tage tyren ved hornene.
Anne Kristine Schwartzbach er uddannet lærer og arbejdede i mange år indenfor specialområdet. Med virksomheden Konfront valgte hun at rette fokus på dagligdagen i klasseværelset og skabe en digital værktøjsdatabase for lærerne, pædagogerne og andre fagpersoner, der arbejder med trivsel.
-Jeg oplevede, at de forskellige elevtyper fik det værre og værre med tiden. Som lærer kan det være svært at arbejde med den komplekse verden indenfor børn og unges trivsel. Det er svært at gribe børnene tidligt, så det ikke udvikler sig til mistrivsel. Jeg er enormt optaget af at sikre fagpersonerne redskaber til at gribe ind tidligere, forklarer Anne Kristine Schwartzbach.   
Alt det forklarede hun en bekendt på en løbetur i Hareskoven. Kort efter meldte løbemakkerens mand sig som investor og har siden fået følgeskab af fem andre private investorer, der har gjort det muligt at udvikle løsningen. Anne Kristine stiftede virksomheden Konfront den 1. december 2018 og skabte en trivsels og udviklingsplatform, hvor man kan finde materiale til inspiration til at arbejde med mennesker i mistrivsel.
– Jeg har lavet et digitalt redskab til de professionelle, som et tæt på eleverne og de unge. Det er evidensbaseret, men det er ikke skrevet i et psykologiserende sprog. Vores metode skaber en rød tråd i arbejdet for fagpersonen. Det er baseret på at skabe nye mestringsstrategier og bæres af involvering og fællesskabs indsatser, forklarer Anne Kristine Schwartzbach, som håber, at flere kommuner kommer til.
– Vores værktøj skal blive en naturlig del af arbejdet for alle, der arbejder med trivsel i forhold til fokus på trivsel. Fuldstændig på samme måde, som der er læringsmateriale for dansk og matematik.

Vestager, Thorning-Schmidt, Linde og Schwartzbach
Med bopæl i Hareskovby var det naturligt for Anne Kristine Schwartzbach at tage fat på Furesø Kommune. Her mødte hun imødekommenhed.
– Furesø Kommune købte ind på projektet. Skolerne har KIL-vejledere til arbejdet med børns trivsel. De anvender materialet til forskellige indsatser, fortæller Anne Kristine Schwartzbach.
Derfra tog det fart. I dag har hun fem ansatte og samarbejder med 28 kommuner. Indsatsen har indbragt Anne Kristine Schwartzbach Vallø-prisen Den uddeles til personer eller foreninger, som gør en særlig indsats for kvinder. Anne Kristine er i selskab med navne som (Magrethe Vestager) Bente Klarlund Pedersen, Helle Thorning-Schmidt, Sofie Linde og Pernille Harder.
Men i bund og grund ønsker hun at gøre sig selv og Konfront overflødig.
– Vores formål er at blive undværlige, men det bliver vi desværre nok ikke lige foreløbigt.


Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder