Arkæologer har fundet noget smukt i Allerød

Området som detektorfører Magnus Wållin afsøgte med sin detektor. Foto: Magnus Wållin

Museum Nordsjællands arkæologer udgraver lige nu en større boplads fra jernalderen, og fundene er mange. Et lille dragtsmykke vækker især begejstring, for det er ikke ofte den slags dukker op.
Museum Nordsjællands arkæologer udgraver lige nu en større bebyggelse fra jernalderen ved det, der i dag er Allerød Idrætspark. Det er sjældent, at sådanne jernalderudgravninger kaster fund af metal af sig, men for en sikkerheds skyld lod museet en gruppe erfarne lokale amatørarkæologer afsøge området med metaldetektorer.
Heldigvis.
Detektorfører Magnus Wållin fandt nemlig et smukt dragtsmykke af bronze. Det forestiller to slangelignende dyr, der er snoet om hinanden i en spejlvendt dobbelt S-figur. Der er kun fundet få af denne type dragtsmykke i Nordsjælland, derfor vækker fundet glæde, ligesom det formentlig har gjort for dets ejermand for ca 1400 år siden.
Udgravningsleder Jeppe Boel Jepsen fortæller i en pressemeddelelse fra Museum Nordsjælland:
-Vi kan se, at dragtspændet har været et kært eje, for det har en lille reparation med en jernnitte i den ene side, og det er stadig helt blankt fra sliddet fra at være båret i flere år. Denne type dragtspænder, som kaldes ovale pladefibler af Ørsnæs Type J3 er ret sjældne i Nordsjælland, men mere almindelige i Skåne, lige på den anden side af Øresund. Derfor er det også et lille bevis på kontakten hen over Øresund, forklarer udgravningsleder Jeppe Boel Jepsen, der er arkæolog ved Museum Nordsjælland.
Spændet har desuden et lille hak i den anden side, men det er fra tiden i mulden, hvor en plov formentlig har skadet det.

Se smykket ved selvsyn
Dragtsmykket er fundet syd for Sportsvej i Allerød, hvor der arbejdes forud for etableringen af nye kunstgræsbaner til Allerød Idrætspark. Museet har gravet i området under og omkring Idrætsparken de sidste 20 år og undersøgt en stor bebyggelse fra jernalderen, som har ligget i området fra ca. 100 f.Kr. og frem til 350 e.Kr. Bebyggelsen har bestået af 3-4 gårde, som gennem århundrederne har flyttet sig, efterhånden som gårdene blev udtjente, nedrevet og genopført. I alt er der spor efter 40-50 huse, der altså er opført tidligere end det smukke dragtsmykke kan dateres til.
Læs mere om muligheden for at besøge udgravningspladsen på Museum Nordsjællands hjemmeside: https://museumns.dk/

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *