Efter 130 år er det slut med rutesejlads fra Frederiksdal til Furesøbad. Rudersdal Kommune trækker sig ud af Bådfarten.
Af Mikkel Kjølby
Egentlig burde Bådfarten ikke have lagt til ved Furesøbad i sæsonen 2024. Furesø Kommune trak sig ud af samarbejdet med Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe Kommune om Bådfarten på de lokale søer i 2023 og sparede på den måde 600.000 kroner på budgettet i 2024 og fremover.
Ikke desto mindre besluttede de andre kommuner, at det ikke gav mening at betjene Holte og Birkerød, men ikke Furesøbad. Derfor fortsatte rutesejladsen til Furesøbad i 2024.
Men nu er det slut!
Rudersdal Kommune har valgt at spare 283.000 kroner på det kommunale budget ved at trække sig ud af Bådfarten.
Anders Medum grtoh (B) var Furesøs repræsentant i Bådfarten. Han forklarer om sagen:
– Efter Rudersdal har trukket sig, er det ikke noget økonomiske incitament til at drive rutesejlads, eftersom støtten til de sejlende borgere var nødvendig, for at forretningen kan løbe rundt. At drive Bådfarten er en omkostningstung affære, da de gamle fine både kræver en del vedligehold. Efter Furesø trak sig ud af aftalen, har man nok overvejet situationen i Rudersdal, som jo også har svært ved at få budgetaftalerne til at hænge sammen, siger Anders Medum Groth.
Dermed stopper rutesejladsen på Furesøen. Ruten har hidtil gået fra Frederiksdal til Holte, Birkerød, Furesøbad og Kollekolle og retur gennem Mølleåen til Frederiksdal. Men det vil fortsat været muligt at bestille en chartertur.