Barley Field er klar med dansk grappa

Barley Field havde en forrygende åbningsdag. På fredag er der fredagsbar i lokalerne på Filmstationen.

Sune, Jovanco og Søren fra Barley Field har i årenes løb udvidet med en række forskellige produkter. Senest har de kastet sig over grappa – en italiensk brændevin baseret på rester fra vinproduktionen.
Nordlund Vingård i Avedøre leverede 700 liter druerester i en palletank. Det er fra druerne Solaris og Rondo. Barley Field tilførte vand og sukker og destillerede på drueskallerne fire gange. Nu er grappaen klar.
– Det er blevet til grappa på 95 procent alkohol. Det tynder vi ned til 40 procent. Så bliver det tappet og sat på flaske, så det er klar til vores første fredagsbar, fortæller Sune Saabye fra Barley Field.
Det er blevet til 25 liter, som sættes til salg i flasker på 375 cl. De kan købes i forbindelse med fredagsbaren den 24. november i de nye lokaler på Filmstationen.
– Vi vil forsøge at holde fredagsbar hver den sidste fredag i måneden, siger Sune Saabye.
På fredag er der åbent fra klokken 15. Der er ikke sat sluttidspunkt på.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest