
Skolelandbruget i Stavnsholt har for tiden besøg af Bikubenfonden, som kigger nærmere på modellen med talenter.
Ude på Skolelandbruget i Stavnsholt får en gruppe skoleelever et pusterum fra skolelivet. En eller flere dage om ugen fungerer de som dyrepassere, men også som værter, når der kommer børnehaver eller skoleklasser forbi for at kigge til dyrene. Det har givet bedre trivsel for de unge mennesker, som finder en vej tilbage til skolelivet.
Det har Bikubenfonden fået øjnene op for og har sendt konsulentfirmaet Mobilize i felten for at observere.
– Skolelandbruget har et tydeligt pædagogisk formål – nemlig at “proppe nye positive fortællinger i de unges rygsæk”. Ved at give de unge et ansvar og en arena, de kan bidrage i og ved at skabe mulighed for handlekraft og succesoplevelser, så opbygges disse nye positive narrativer, skriver Dorte Bukdahl fra Mobilize på Linkedin.
Mobilize Strategy Consulting har fået i opdrag, at beskrive det naturintegrerede sociale arbejde som en principfokuseret metode. Metoden er udviklet af Natur til et godt liv – et laboratorie, som er et program under Bikubenfonden.
I dette efterår indhentes data gennem feltbesøg hos organisationer, der bruger metoden og gennem workshops med fagfolk og unge. Der vil her særligt være fokus på at få unges egne perspektiver på, hvad de oplever virker.
Johnny Skjoldborg Krog, leder af Skolelandbruget, har et fromt håb.
– Vi synes, det er spændende, når nogen udefra kommer og ser vores praksis. Så vi er meget åbne for at vurdere, hvad det er, vi laver. Vi bliver ekstra stolte, når folk udefra ser det samme som os. Vi håber, at andre kommuner vil lade sig inspirere af vores model, siger Johnny Skjoldborg Krog.