En ung mand fra 2007 blev kørt på hospitalet til et helbredstjek efter et voldsomt færdselsuheld på Skovløbervangen i Værløse natten til mandag.
Af Mikkel Kjølby
Beboerne i Højbovænge blev natten til mandag kl. 3 vækket af et ordentligt brag.
Det viste sig at være en sort personbil som var kørt ind i hækken til Højbovænge og væltet hele vejen rundt, så den ligger på hovedet inde i hækken.
Bilen var kommet kørende i retning mod Værløse og mistede vejgrebet i den skarpe kurve på Skovløbervangen langs med Syvstjerneskolens boldbane. Bilen ramte hækken i den modsatte side af vejen cirka 75 meter fra busstoppestedet ved Syvstjerneskolen.
Nordsjællands Politi kan fortælle, at der var tale om en ung mand fra årgang 2007. Ifølge politirapporten mistede bilen vejgrebet og endte i hækken.
Den unge mand blev taget med på hospitalet for et helbredstjek, intet tyder på, at han er kommet alvorligt til skade. Politiet fik ved samme lejlighed taget en blodprøve i forhold til alkohol. Resultatet at prøven foreligger endnu ikke.







