Furesø Kommune forlænger forpagtningsaftalen for Værløse Bio & Café med Tine Kirkeballe med tre år. Det sker for at skabe klarhed om områdets fremtidige indretning.
Den helt store plan for Værløse Bymidte
Der er gang i den helt store helhedsplan for Værløse Bymidte. Ikke mindst området ved Kulturtorvet kigges der meget grundigt på.
Helhedsplanen er ikke i nærheden af at være klar. Derfor har Furesø Kommune taget initiativ til at forlænge forpagtningsaftalen for Værløse Bio & Café med tre år. Aftalen med Tine Kirkeballe stod til at udløbe den 31. juli 2024.
– Planerne for området ved Værløse Bio & Café er ikke på plads endnu, derfor har Furesø Kommune spurgt mig om en forlængelse af forpagtningsaftalen med tre år. Det har jeg sagt ja til, siger Tine Kirkeballe.
Formaliteterne omkring forlængelsen af forpagtningsaftalen er således faldet på plads, og underskrifterne forventes i den nærmeste fremtid.
Furesø Kommunes forvaltning løfter selv sløret for overvejelserne om Værløse Bio & Cafés fremtid i dagsordenen til økonomiudvalget. Her står der:
– Den nuværende biografbygnings placering og vedligeholdelsesmæssige tilstand betyder, at det er nærliggende at overveje bygningens fremtidige anvendelse – gerne i en sammenhæng der fortsat kan indeholde biograf og café. Netop dette greb er centralt i forhold til fremtidige indretningsscenarier af Kulturtorvet.
Bygningsanalyser viser et ekstraordinært vedligeholdelsesbehov på bygningen på 4,2 mio. kr., dette vurderes ikke at være nødvendigt for at køre videre i tre år.
Tines far Keld Petersen kom ind som forpagter af Værløse Bio i 1988. Han satte gang i en forrygende udvikling og fik derfor kælenavnet Bio-Keld. I 2004 kom datteren Tine med på forpagtningsaftalen sammen med sin far. I 2014 overtog hun helt forpagtningsaftalen på en 10-årig aftale.