Bistro Paulée må vente på det umulige madmirakel

Bistro Paulées chefkok og medejer Niels Mæng Christensen arbejder videre med målsætningen om at lave et godt måltid til pengene. Måske en dag det kaster en Bib Gourmand af sig.

Med åbningen af Bistro Paulée i august 2025 fik Farum en gourmetrestaurant. Som søsterrestaurant til Anarki og Mêlée er det naturligt at gå efter en Bib Gourmand, men ni måneder var ikke nok til at udløse miraklet. For hvordan får man Michelinguiden til at kigge forbi Farum?
Af Mikkel Kjølby
Dan Rauhe Christensen og Simon Ebdrup Madsen kender fornemmelsen. De er medejere af Anarki og Mêlée på Frederiksberg, som i mandags begge modtog en Bib Gourmand af Michelinguiden igen i år.
Den slags er indtil videre kun gået til restauranter i København og Aarhus. Bistro Paulée er født med en ambition om at lave et godt måltid mad, og man har vel lov at drømme, selvom man ligger på Farum Hovedgade.
– Det havde da været virkelig dejligt med en Bib Gourmand efter et lille år, men det er ikke målet i sig selv. Kommer der en Bib Gourmand vores vej i 2027, så hilser vi den selvfølgelig velkommen med glæde og en god flaske til fejring, siger Dan Rauhe Christensen.
For ambitionen vil altid være der i den syv mand store ejerkreds.
– Hvis Guide Michelin havde tildelt Bistro Paulée en Bib Gourmand, så ville det være den første, som ikke ligger i Aarhus eller København. Jeg ved ikke, om de overhovedet kigger på restauranter i den kategori i de mindre byer rundt om i landet, forklarer Dan Rauhe Christensen og fortsætter:
– Det primære med Bistro Paulée er, at lave en bistro der fungerer for såvel gæster, personale og os selv samt er økonomisk rentabelt. Vores fokus er helt klart dagligdagen, med gæster fra lokalområdet og dem der kommer lidt længere væk fra, for at se hvad Paulée er for en størrelse.

10 travle måneder
Bistro Paulée er bestemt blevet bemærket af madanmelderne. Det er blevet til tre fine anmeldelser i Gastro, Børsen og senest Berlingske.
– Med tre gode anmeldelser, så er der kommet flere gæster på daglig basis, så det hele ser ganske fornuftigt ud. Jeg synes, vi er kommet rigtig godt fra land, og har fundet ud af, hvad der fungerer godt for både vore gæster og for os, siger Dan Rauhe Christensen med henvisning til åbningstider, menuer, a la carte, vinkortet og events, som fx wine-makers dinner, drinnerdays, aspargesfestival og den kommende Paulée-dag med mad fra grill samt kolde anretninger og masser af vin.
Fokus har været på at få dagligdagen til at fungere for personale og gæster.
– Helt lavpraktisk har vi anskaffet yderligere seks borde mere indenfor, så vi kan have flere mindre reservationer, og dermed ikke så afhængige af reservationer til vore to store runde borde midt i det store lokale. Vi har udvidet terrassen med en masse borde og stole, da det for os giver mening at spise ude, når vejret er til det, selvom der er dejlig tempereret indenfor, fortæller Dan Rauhe Christensen.

Bistro Paulée rykkede i sommeren 2025 ind i lokalerne, som tidligere var base for Restaurant Frode.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *