Bokseklub åbner for flere deltagere

Farum Bokseklubs formand Henrik Hjorth sender en stribe af klubbens unge boksere i ringen ved lørdagens diplomstævne i Bybækhallen.

Parkinson-boksning har vundet frem over hele landet. Mennesker med denne lidelse er begyndt at gå til boksetræning. Sådan er det også i Farum Bokseklub.
Her står trænerne Henrik Hjorth og Per Krath klar hver tirsdag og torsdag fra 17.15 til 18.15 i gymnastiksalen i Bybækhallen.
– Vi startede holdet op for halvandet år siden, men det er en anden slags træning end normal boksetræning. Vi træner mere motorik med store bevægelser, men bevægelserne er de samme som i boksning. Vi træner også meget udstrækning og bevægelighed, fortæller Henrik Hjorth formand for Farum Bokseklub.
Parkinson-holdet har fem deltagere og der er plads til flere. Farum Bokseklub inviterer derfor andre med.
– Det er ikke kun for folk med Parkinsonsyndrom. Der er plads til alle slags mennesker. Hvis man har en eller anden form for lidelse, er det perfekt træning. Man kan bare henvende sig eller dukke op, så tager vi os af det, siger Henrik Hjorth.

Læs mere på www. farum-bokseklub.dk

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder