Farum Tennisklub sagde tak for indsatsen til dem, som brugte en weekend som boldbørn i forbindelse med tennislandskampen i Farum Arena.
Af Mikkel Kjølby
Josephine Bentzen er træner i Farum Tennisklub, og så var hun en af de 11 spillere fra Farum samt yderligere syv fra andre klubber, der fungerede som bolddrenge- og piger under tennislandskampen i Farum Arena den 15. og 16. november.
Efter kampen fik Josephine en opgave af klubben.
– Farum Tennisklub ville gerne hylde børnene for deres indsats. Jeg valgte at arrangere en begivenhed for os boldbørn, siger Josephine Bentzen.
Hun valgte at lave en julehyggeeftermiddag med kinesisk mad og hjemmelavet risalamande i Farum Tennisklub fredag den 29. november. Josephine arrangerede banko med præmier fra butikker på Farum Bytorv, som havde doneret til det. Til lejligheden havde Josephine pyntet op med julepynt i indgangspartiet og i caféen på første sal.
– Det kunne godt være lidt nervepirrende at være boldbørn på TV og med kendte mennesker som Clara Tauson. Det var vigtigt, at vi fik sagt tak for indsatsen og hyldet boldbørnene, forklarer Josephine Bentzen.
I forbindelse med tennislandskampen blev de 18 børn, delt ind i grupper på seks, som på skift var på banen eller sad lige udenfor. Josephine sad på forreste række, da den danske sejr blev en realitet.
– Vi var alle sammen gode til at snakke på kryds og tværs. Vi hyggede os rigtig meget. Efter kampen fik vi mulighed for at få autografer og få taget billeder med spillerne, fortæller Josephine Bentzen.