I al fredsommelighed har Jonstrup 89 flyttet lidt rundt i bestyrelsen. Peter Stennicke afløser Bo Søgaard som formand.
Af Mikkel Kjølby
Lige siden 1989 har borgerforeningen Jonstrup 89 blandet sig i stort og småt angående bydelens udvikling og dagligdag.
De seneste år har udvidelsen af Jonstrup Skole fyldt voldsomt meget i Jonstrup. Her har den tidligere skoleleder Peter Stennicke fungeret som Jonstrup 89s repræsentant.
Ved den seneste generalforsamling i borgerforeningen overtog Peter Stennicke formandsposten i Jonstrup 89 fra Bo Søgaard, som fortsætter i bestyrelsen som sekretær. Skiftet er sket i enighed, idet Bo Søgaard har for meget at se til i dagligdagen.
– At jeg nu er blevet formand for Jonstrup ’89, er for at aflaste de meget dygtige folk, der har drevet foreningen de sidste mange år. Jeg er blevet formand, fordi jeg er god til at delegere og gøre folk aktive. Vi har mange kompetencer i bestyrelsen, og de skal bruges. Vi laver også arbejdsgrupper med borgere i Jonstrup, som vi faciliterer, støtter og som tager initiativer, siger Peter Stennicke.
Jonstrup 89 skal samle borgerne i Jonstrup og Sydlejren.
– Jonstrup ’89 er jo den lokale organisering, der samler borgerne. Nye borgere i f.eks. Sydlejren udtrykker ofte rådvildhed om lokal forankring og fællesskab, som er selve kernen i Jonstrup ’89s virke, og dér hvor vi prøver at gøre en indsats, fortæller Peter Stennicke, som ser lokalt engagement som nøglen til succes. -Opgaven lykkes alene ved stor lokal deltagelse, og er højt prioriteret for foreningen. F.eks. har vi en gruppe, der arbejder med trafik og miljø, og lige nu har vi en skolegruppe med fantastiske aktive forældre til skole- og daginstitutionsbørn, der bl.a. har samlet 537 underskrifter ind for en Jonstrup Skole til 5. klassetrin, forklarer Peter Stennicke, som har siddet i følgegruppen for udvidelsen af Jonstrup Skole.
– Jeg har siddet i følgegruppen for den skoleudbygning, der sker lige nu, og jeg var i bedømmelsesudvalget for den nye skolebygning, som vi glæder os enormt meget til bliver færdig. Jeg mener, at en god lokal skole har en meget vigtig samlende funktion i et lokalsamfund. Vi ønsker bl.a. med skolen at binde lokalsamfundet Jonstrup fra Walgerholm i øst til Filmhusene i vest sammen som et lokalsamfund, et Jonstrup, lyder det fra Peter Stennicke.
Kunne ikke bo i København
Peter Stennicke er uddannet lærer og har arbejdet med skoleledelse i det meste at sit arbejdsliv. I dag er han pensionist, men har fortsat forbindelse til skolelivet i forbindelse med udvidelsen af Jonstrup Skole.
Peter beskriver sig selv som en meget aktiv person, der elsker vandreture i naturen både i Danmark og udlandet. Han dyrker kajakroning, cykler, fisker og elsker at være ude.
Han er oprindeligt københavner, men efter læreruddannelsen flyttede han og fruen til Skælskør, hvor deres børn voksede op. Da børnene flyttede til hovedstaden for at studere flyttede Peter og fruen tilbage til København, men den gik ikke i længden.
– Vi måtte ud i naturen, og i Jonstrup finder man det helt ideelle. Vi bor tæt på skov, åbne vidder, søer og et dejligt lokalsamfund, siger Peter Stennicke, som nyder at være en del af et stærkt lokalsamfund.
– Lokalsamfundet har altid interesseret mig. Jeg ønsker at bo, hvor man hilser på hinanden, hjælper hinanden og føler et godt og stærkt fællesskab. Jonstrup er et resursestærkt lokalsamfund, hvor der er mange, der gerne vil gøre noget sammen, forklarer Peter Stennicke, som også er formand for grundejerforeningen og sidder i bestyrelsen for Jonstrup Senior Akademi.






