Borgmester Jespersen – Farums førstemand i 33 år

Johannes Jespersen var meget aktiv i forbindelse med opbygningen af det kommunale skolevæsen. Her er han ved indvielsen af Paltholmskolen i 1962. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

I Farum Øst finder man Borgmester Jespersens Vej. I dag ved de færreste hvorfor.
Den er et minde om Farums første borgmester – Johannes Jespersen.
Han blev i 1906 headhuntet til rollen som fuldmægtig i A/S Slangerupbanen ved anlægget af banen i 1906.
En tilfældighed gjorde, at han kom til Farum. Stationsforstanderen deltog i en våd fest efter den store lokale begivenhed Fugleskydningen, og morgenen efter kom han op at toppes med en af de lokale spidser. Det medførte en forflyttelse til en mindre station.
Johannes Jespersen blev udnævnt til stationsforstander i Farum, hvor han var som en fisk i vandet. Han blev et forbindelsesled mellem den gamle del af byen med gårdejerne og den nye del af byen med håndværkere og forretningsdrivende. For med den nye station fulgte en stationsby, som i årtier var i opposition til det gamle Farum Landsby i den anden ende af Farum Hovedgade.
I 1921 blev Johannes Jespersen valgt ind i sognerådet på den konservative liste. I 1929 blev han valgt som sognerådsformand.

Det var hårde tider i Farum
Johannes Jespersens politik var præget af de hårde tider i 1930´erne og 1940´erne, hvor han bl.a. var medvirkende til, at den tyske nonneorden Ursulasøstrene købte Farumgård.
Johannes Jespersen var særdeles aktiv i udviklingen af det kommunale skolevæsen. Han stod for en økonomisk forsigtig politik. I 1950´erne tog udviklingen for alvor fart og Johannes Jespersen fik lagt sporene for fremtidens Farum.
I 1958 fik Farum såkaldt Gentofte-status. Titlen Sognerådsformand blev dermed skiftet ud med Borgmester. Johannes Jespersen var byens førstemand indtil 1962.
Johannes Jespersen blev udpeget til æresborger i Farum Kommune. Ved sin død i 1966 blev han begravet på Farum Kirkegård.

Kilder: Karl Larsen Notat om Farums Historie. Majtræet. 

Johannes Jespersen var i sit daglige virke stationsforstander ved Farum Station. Foto: Furesø Museer & Arkiver.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest